Børnene fik besked

Vi var ikke i tvivl om, at vi ville fortælle børnene det med det samme. Eller så hurtigt som muligt i hvert fald. Det var også det råd, vi fik af Sygeplejerske Anni på Ringsted Sygehus. ‘De kan se på jer, at der er noget galt’, sagde hun. Og det er jeg helt sikker på, er rigtigt. Især Caroline, der for det første er så stor nu (næsten syv år), og samtidig har en eller anden evne til at fange alt. Man kan sgu ikke holde noget som helst hemmeligt for hende!

Men hele ærligt, hvordan siger man lige sådan noget til sådan nogle livsglade piger her:

At skulle give dem en besked, der ville vende deres liv totalt på hovedet.

Jeg har engang fortalt Carla, at jeg i hvert fald blev 100 år. Tænk at jeg nu stod i en situation, hvor det måske var en stor, fed løgn. Og tænk at lillesøster, der var og er lykkeligt uvidende om alt, der sker i øjeblikket, skal bruge det første halve til hele år af sit liv på at være omgivet af sygdom.

Så det var ikke let. Slet ikke. Vi valgte at fortælle det til pædagogerne i børnehaven og klasselæreren, inden vi fortalte pigerne det. Tirsdag eftermiddag, d. 2.2, efter jeg havde været til CT-scanningen, hentede Morten pigerne, og imens gjorde jeg nogle kanelsnegle klar.

Det kan virke mærkeligt, at jeg har billede af lige præcis en af de snegle, vi serverede for dem. Men lige har jeg en eller anden trang til at dokumentere alt, der sker. Måske som en måde at få lidt styr på det kaos, der er omkring os.

Vi satte os ned ved spisebordet og gik hurtigt lige til sagen. Vi fortalte, at vi havde været på sygehuset i dag for at blive undersøgt, fordi vi i går havde fået at vide, at mor var syg i det ene bryst.

‘Det er noget, der hedder brystkræft’.

‘Nåååh, så skal du jo dø,’ sagde Caroline hurtigt. Det viste sig, at hun (mod min forventning) havde hørt om kræft, fordi en venindes bedstefar var død af sygdommen.

Lige så åbne som vi er omkring alt dette, lige så ærlige er vi også. Så vi ville ikke sidde og komme med løfter som ‘Nej, mor dør ikke’, for det kan vi jo ikke vide! Så i stedet blev det noget a’la ‘lægerne gør alt, hvad de kan, for at hjælpe mor af med sygdommen, og det er nogle rigtig dygtige læger, der også gerne vil have, at mor bliver rask.’

Den aften blev der krammet ekstra længe, da pigerne blev lagt i seng. Morten læste en bog højt, vi havde fået af sygeplejersken. ‘Da mor fik brystkræft’. En meget ærlig – og også lidt barsk – bog om en niårig dreng, hvis mor bliver syg. Fortalt fra hans synsvinkel. Moderen bliver selvfølgelig rask, men indtil da bliver der skrevet meget om frygten for død, at hun får skåret brystet af, bliver skaldet, bliver dårlig af kemo osv..

Den aften og næste aften kom Caroline listende ned i stuen, efter vi havde sagt godnat og slukket lyset. Bare lige for at få et ekstra kram. En af gangene hviskede hun ind i mit hår: ‘Jeg er bange for, at du dør, mammi’.

 

I dagene efter er der kommet lidt mere ro på for pigerne. Vi gør alt for at holde hverdagen så normal som muligt. De skal i skole/børnehave om morgenen og bliver hentet om eftermiddagen. Også af mig. De kommer stadig til svømning om tirsdagen, og i fredags var Caroline til fødselsdag hos en pige fra klassen.

Vi ved, at Carolines lærer har trukket hende til side og sagt, at hun altid kan komme og tale med hende. Det er dejligt for os at vide, for Caroline elsker hende og skal nok gøre brug af det, hvis hun bliver ked af det ovre i skolen.

Det er også derfor, vi har valgt at melde det helt åbent ud til forældregruppen i klassen. De skal ikke pludselig høre halve eller kvarte historier, der har været igennem flere led af børn. Også så de er forberedt på at tage kræftsnakken med deres børn, hvis behovet opstår. Det er jo store tanker, der flyver rundt i hovedet på børn i den alder, og jeg kan levende forestille mig, hvordan et barn kan komme til at tænke: ‘Hey, bliver min mor så også syg en dag?’.

Den næste store ting for pigerne bliver, at de kommer med til næste omgang kemo. Det var kemo-sygeplejersken, der foreslog det, da det kan være rigtig godt for at afmystificere det, jeg laver hver tredje uge.