Det dér med at være rask …

Mig: ‘Hvad kalder I mig så nu?’ (Jeg har behov for, at hun siger R-ordet højt)
Læge: ‘Øhm … Vi kalder dig ikke noget … (??)’
Mig: ‘Jamen, hvilken kategori hører jeg til i?’ (Tænker, at hun nu forstår, hvad jeg mener)
Læge: ‘…?’ (Nu kigger hun spørgende over på sygeplejersken, der trækker lidt på den ene skulder)
Mig: ‘Altså, jeg har jo ikke kræft mere, vel?’ (NU kan det vist ikke blive tydeligere. Skal jeg trække ordene ud af dig, fru læge?)
Læge: ‘Nej. Nej, nej. Du er opereret kræftfri nu’ (Tæt på. Men ikke helt nok)
Mig: ‘Men er jeg rask?’ (Okay, så kan jeg vist ikke putte ordene mere i hendes mund)
Læge: ‘Ja. Du er rask …’ (YAY!)
‘… Indtil modsatte er bevist’ (Det sidste kunne hun godt have undladt. Men det er jo typisk lægesnak; Altid et forbehold ;))

Ovenstående udspillede sig nogle dage efter den store operation. Jeg var stadig indlagt og havde derfor masser af tid til at ligge og reflektere over det hér med at være rask. Eller kræftfri, som jeg har fundet ud af, at lægerne gerne kalder det. For hva’ så nu?

Jeg har været forberedt på det meste i det her forløb – lige fra alle tænkelige fysiske bivirkninger, der kunne opstå, til alt det, der ville ske. At jeg blev skaldet blandt andet. Og trætheden. Shit, den træthed. Jeg kan ikke rigtig genkaldeselve  fornemmelsen af træthed, men jeg kan huske, hvor rådden jeg følte mig, når jeg var så udmattet, at jeg kun kunne tænke på mig selv. På at holde mig i live. Følelsen af, at jeg ikke magtede at gøre noget ved trætheden – som eksempelvis at tage en lur. Det krævede nemlig, at jeg gjorde noget aktivt (lagde mig ned og slog øjnene i). Og det orkede jeg ikke. ORKEDE ikke. Kræfterne var på de værste tidspunkter kun til at sidde helt stille kigge ud i luften eller ned i min telefon med en forhåbning om, at dagen snart sluttede. Så når Mimi (eller en af de andre piger) krævede opmærksomhed på den ene eller anden måde, kunne jeg ikke andet end lukke øjnene og håbe på, det forsvandt af sig selv. Nok ikke lige de tidspunkter, hvor pigerne har været mest stolt af deres mor og hendes engagement.

Men noget, jeg ikke har forberedt mig på overhovedet, er perioden, jeg står i nu. Altså resten af mit liv. For hvad nu? Jeg var til mit sidste tjek ved onkologen i onsdags. ‘Hav det godt. Vi ses om et halvt år,’ sagde hun, da jeg forlod kontoret efter en halv times snak om blandt andet det diplom/medalje/håndtryk, jeg mener, de bør udlevere til kræftpatienter, når de er erklæret raske. Et halvt år?! Hvad skal jeg lave indtil da? Og efter det? Ja, leve vel. Men hvordan gør man lige det?

De seneste syv måneder har udelukkende handlet om overlevelse. Om at komme på den anden side af otte kemobehandlinger og en kæmpe operation.

Jeg kan huske, at jeg tidligere har læst, at mange får en nedtur, når de er blevet raske. At der efter sygdommen kommer en reaktion på det, de har været igennem. Det var svært for mig at forholde sig til, når det at blive rask var det, jeg ønskede allermest. Jeg havde en (naiv?) forestilling om, at livet på ‘den anden side’ var lyserødt med lyserødt på. Glæde, smil og klukkende barnelatter i en sværm af farvestrålende sommerfugle og engblomster, der soler sig i sensommerens lune aftener.

Og her er jeg så nu. Altså rask. Og godt nok så jeg en sommerfugl i går. Og Mimi har lige haft det sødeste grineflip. Men ud over det er hverdagen jævnt kedelig.

Nedtur har jeg ikke fået. Det får jeg heller ikke, kan jeg mærke. Men det er SÅ underligt at være lige her, hvor jeg er nu. Uden at det skal lyde alt for bibelsk, så føles det som en slags genfødsel. I over et halvt år har kræften holdt mit liv som gidsel. Jeg har i hele perioden haft en fast tro på, at jeg nok skulle komme igennem, men følelsen af konstant at være truet på livet har jeg alligevel ikke kunnet lægge fra mig. Knuden sad som en tikkende bombe i mit højre bryst. Og først da brystet var væk, var jeg fri. ER jeg fri.

Jeg har hele livet foran mig. Det er en smule stressende, faktisk. Alle muligheder er åbne. Alt kan lade sig gøre. Og det BØR det vel også (?) Det næste kan ikke skrives, uden det lyder som en kvalmende kliché:

Vi er her kun på lånt tid. Ingen af os ved, hvornår det er slut.

Hvor tæt jeg reelt set var på døden, ved jeg ikke. Og det finder jeg sandsynligvis aldrig ud af. Men jeg blev konfronteret med den i så høj grad, at jeg er blevet mere opmærksom på livet. Det dér liv, jeg kun får én gang. Ét forsøg.

Og det er det, der stresser mig lidt. For hvad vil jeg have ud af de fem, 20 eller 60 år, jeg er her endnu? Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg kan mærke, at jeg skal bruge noget tid på at overveje det. Men ikke alt for lang tid – det er den blevet for værdifuld til.

Ej, nu skal jeg også slappe lidt af. For uanset hvad bliver det ikke på denne side af årsskiftet, jeg træffer nogle beslutninger om noget som helst. Jeg er jo stadig i gang med rekonstruktionen af mine bryster. Og om to uger skal jeg have fjernet mine æggestokke og -ledere (på grund af BRCA1-genfejlen).

Men uanset hvad; selv om der går leverpostej og spredte gråvejrsbyger i mandag, tirsdag, onsdag … osv., så vil jeg prøve at minde mig selv om at være taknemmelig for det liv, jeg trods alt har. Så længe det varer …