‘Det er jo slet ikke sikkert, jeg lever om ti år’

Fredag formiddag var jeg et smut forbi Ringsted Sygehus. Igen-igen-igen. Jeg havde ellers troet, at det var endeligt overstået med besøgene på brystkirurgisk afdeling. For hvad skal man dér, når man ikke har nogle bryster? Eller: Når man ikke har nogle ægte bryster i hvert fald.

Men sagen var den, at jeg onsdag aften pludselig kunne mærke en knudeagtig gevækst under huden lige ved siden af mit ekspander-implantat i venstre bryst. ‘Det kan være, det er væk i morgen tidlig,’ tænkte jeg, inden jeg lagde mig til at sove. Det var det ikke.

Den morgen skulle jeg til tandlægen. Jeg havde et hul, som jeg havde udskudt at få lavet i flere måneder. Ja, fy, jeg ved det. Jeg har bare ikke kunnet overskue det oven i kemo og alt det dér.

Tandlægen havde advaret mig om, at jeg risikerede at skulle rodbehandles, nu hvor der var gået så lang tid. Men heldigt nok var hullet ikke nået helt ned til nerven. Det var dog tæt på, og tandlægen mente, at tanden nok ville komme til at drille om ti års tid. ‘Det er jo slet ikke sikkert, jeg lever om ti år,’ tænkte jeg. Altså seriøst: Det var den første tanke, jeg fik. Og underligt nok var det ikke på en bange måde, jeg tænkte det. Det var mere som en konstatering.

Min tandlæge ligger ikke langt fra, hvor jeg bor. Én kilometer sådan cirka. Jeg var derfor gået derhen på mine to blege ben. Da jeg nåede op til vejen fra klinikkens indkørsel, kunne jeg mærke, jeg trængte til lidt luft, så jeg drejede til højre, som er retningen væk fra rækkehuset, jeg bor i.

Tankerne kredsede sig om knuden, jeg kunne mærke gennem tøjet. På størrelse med en lille hasselnød. Jeg var ret sikker på, jeg ikke havde mærket den før. Altså før onsdag aften.

Jeg blev nødt til at få det tjekket.

Min kemohjerne kunne ikke helt finde ud af, hvem jeg skulle ringe til. Onkologen? Plastikkirurgen? Min egen læge? Valget faldt på den første. Som ikke havde telefontid mere den dag. Jeg gik lidt videre. Tænkte. Hvis man ikke har prøvet det, er det umuligt at forestille sig, hvor svært det kan være at samle tankerne, når døden står og prikker én i siden.

Men på en eller anden måde kom jeg kort efter frem til, at brystkirurgerne måtte vide noget om det her. Om det var en harmløs blodansamling efter operationen. Så jeg ringede op og fik forklaret mit problem for en sød lægesekretær. Og heldigvis tog hun det meget seriøst og tilbød mig en tid allerede næste dag, altså fredag.

Det var først efter, jeg havde bestilt tid, jeg fortalte Morten, hvad jeg havde fundet dér under armhulen. Måske fordi jeg vidste, at når først han vidste det, så var det rigtigt. Altså hvis ingen ved det, er det jo ikke helt virkelighed. Kan I følge mig? Men nu vidste han det. Og han blev bange. Det samme blev min søster, da jeg skrev en besked til hende om, at jeg måtte aflyse vores brunchaftale næste dag, fordi jeg havde fundet en knude, der lige skulle tjekkes.

‘A-HVAD HAR DU FUNDET?!’ spurgte hun, da hun få minutter senere ringede mig op.

Deres bekymring irriterede mig. For den prikkede til min egen (måske lidt påtagede) ro. De måtte ikke være nervøse. For det betød jo, at de mente, der virkelig var noget at være bange for. Og rent logisk kunne det næsten ikke lade sig gøre, at jeg havde fået en kræftknude. Flere ting talte imod: Jeg havde lige været igennem et halvt års kemobehandling. Jeg var blevet MR-scannet lige inden operationen. Jeg havde fået fjernet alt brystvæv. Analysen af mit brystvæv i venstre side viste ingen tegn på kræft. Ogsåvidereogsåvidereogsåvidere.

Alt dette sagde jeg igen og igen. Til Morten. Til min søster. Og ikke mindst til mig selv.

Så fredag morgen sad jeg igen i lige præcis det venteværelse, hvor jeg syv måneder forinden var blevet hentet af en sød sygeplejerske, der få minutter efter kiggede medfølende på mig, mens en læge gav mig beskeden, der vendte alting på hovedet.

Jeg kiggede på den håndfuld kvinder, der sad og ventede. Tænkte, om der var nogle af dem, der skulle ind og have den dom, jeg fik for over et halvt år siden. Flere af dem sendte blikke i min retning, der tydeligt viste, at jeg var symbolet på deres eget værste mareridt.

Nå, jeg vil ikke trække indlægget for langt. Og jeg vil gerne i seng. Lægen scannede mig og kunne fortælle, at det var en lille cyste – sandsynligvis med sårvæske fra operationen. Væsken blev drænet og er nu sendt til analysering.

Svaret får jeg inden for to uger. Lægen var dog ret overbevist om, at det ikke var noget alvorligt. Jeg fortalte ham, at det var samme besked, jeg fik, da jeg blev scannet første gang tilbage i januar måned. Han kiggede mig i øjnene og sagde: ‘Jeg kan aldrig være 100 pct. sikker. Det er derfor, væsken bliver analyseret. Men det ser virkelig ikke farligt ud. Det ville undre mig meget, hvis der var noget.’

Så for at gentage plastikkirurgens besked, da jeg kort efter operationen spurgte hende, hvad min status var:

Rask indtil modsatte er bevist.