Farvel til dårlige hårdage …

Jeg vidste jo, at dagen ville komme. Havde forsøgt at forberede mig på det (så godt, som man nu kan, når man slet ikke kan forestille sig det, fordi det er så surrealistisk).

Men alligevel gik mit hjerte næsten i stå, da jeg lørdag morgen kørte fingrene gennem håret … og stod med en 30-50 hår i hånden bagefter. Det var ikke, som jeg havde frygtet, at håret faldt ud i store totter. Men jeg fældede tilpas meget til, at jeg ikke var i tvivl om, at det var kemoen, der havde angrebet de stakkels celler i hovedbunden.

Trimmeren stod allerede klar, opladt og smurt. Så søndag eftermiddag skete det: farvel til 35 år som langhåret.

For at gøre overgangen så blid som muligt for pigerne (så de ikke får serveret en hårløs mor så’n fra det ene øjeblik til det andet – ‘da vi gik ovenpå, var mor langhåret, da vi kom ned igen, var hun skaldet – hvad sker der så, hvis vi går udenfor?’), var de med hele vejen. De fik en saks hver og frie hænder til at klippe. Heldigvis holdt Morten godt øje med dem, for jeg nåede at blive halvnervøs over deres ivrighed (én ting er at være skaldet, men at være skaldet med klip i ørerne, der sætter jeg alligevel grænsen).

Vi sørgede for at tage billeder under hele seancen. Og det er jeg rigtig glad for. For efter at have set billederne igennem her til formiddag, har jeg en rigtig god fornemmelse i maven. Pigerne ser glade ud – og det gør jeg også.

Det er faktisk ikke kunstige smil, jeg har klistret på ansigtet for børnenes skyld. I takt med at hårbunkerne voksede sig større om mine fødder, kunne jeg mærke lettelsen gjorde det samme i min krop. Kemoen virker. Og ved at vinge denne milepæl af, er jeg et skridt tættere på at blive rask.

Og ved at tage saksen i egen hånd, følte jeg en form for kontrol i al det ukontrollerbare, som sådan et sygdomsforløb jo har rigtig meget af.