Ikke flere æg til mig

Så fik jeg taget afsked med mine æggestokke.

Jeg mødte ind på gynækologisk afdeling klokken 8.00. Her blev jeg vist ned på min stue, nummer 6, og fik udleveret det velkendte hospitalsoutfit.

Endnu en gang kunne jeg glæde mig over, at jeg iflg. deres måleskema åbenbart er en petit sag, for støttestrømperne var størrelse XS. Utroligt hvor lidt, der skal til for at gøre min dag lidt bedre, hva?

Klokken 8.15 var tøjet på, blodtrykket taget, sygeplejerskespørgsmål besvaret (‘Har du fastet? Har du drukket noget? Har du taget de udleverede piller? Er der noget, du er i tvivl om?’), så jeg var klar til, at de sendte mig ned på operationsgangen.

Det var jeg også klokken 9.00.

Og stadig klokken 10.00

Og såmænd også klokken 11.00. Her var jeg også ved at blive en liiiiille smule hangry (google det, hvis det ikke giver mening).

Jeg var jo også lidt smånervøs, og der hjælper det ikke med ventetid. Så jo længere tid, der gik, jo mere lyst fik jeg til bare at gå min vej. På et tidspunkt sad jeg og håbede, at de ville komme ned og sige ‘eeeej, undskyld, men vi kan ikke nå at operere dig i dag’. Det gjorde de bare ikke.

For lige omkring 11.30 fik jeg endelig grønt lys til at gå ned på operationsgangen.

Nu er jeg jo snart en garvet sygehusgænger. Og det sted jeg allerbedst kan lide, er faktisk operationsstuen. Her er der styr på tingene (eller også er de bare meget, meget gode til at lade som om). Der er ikke så meget dillerdaller, og kommunikationen fra personalet til patienten er i top. Så jeg føler mig altid 100 pct. tryg, når masken bliver lagt hen over næsen, og jeg bliver bedt om at tænke på noget rart.

Jeg lukkede øjnene. Og åbnede dem igen og tænkte ‘er de slet ikke gået i gang endnu?’. Af en eller anden grund kunne jeg slet ikke sige noget. Det var fysisk umuligt. Sygeplejersken kiggede ned på mig og sagde ‘nå, er du allerede vågen? Jeg skal lige have slangen ud af halsen’, og så hev hun den dér intuberingsting ud af mit luftrør. Ohmygod en klam fornemmelse!

Overstået. To æggestokke fattigere. Og tre små huller i maven rigere.

Nogle timer efter fik jeg lov til at tage hjem. Og nu går jeg og venter på, at overgangsalderen sætter ind. Shit.