Det er kraftedeme irriterende ...

Jeg er ikke kun skør i hovedet …

… Men åbenbart også i knoglerne (her mangler jeg den dér emoji med tommelfingeren ned, som man kan sætte ind, når man skriver fra telefonen).

Seriøst, er jeg 85 år?

Kort tid efter jeg havde fået fjernet mine æggestokke startede jeg op på en medicin, der hedder Letrozol. Det er østrogenhæmmere. Dem skal jeg tage, fordi min kræft var østrogenfølsom – den levede og voksede altså af østrogen. Østrogen kommer primært fra æggestokkene, og ved at få fjernet dem, er det meste af østrogenen i kroppen elimineret. Men der bliver også dannet lidt i binyrerne. Og det er derfor, jeg skal tage Letrozol de næste fem år. For at nedsætte min risiko for tilbagefald.

Nå, men jeg er jo så naturligvis kommet i overgangsalderen. Det i sig selv indebærer en risiko for knogleskørhed. Letrozolen giver også en øget risiko for knogleskørhed. Så ud over at jeg blev rådet til at tage tilskud af calcium og D-vitamin, så fik jeg for nogle måneder siden lavet en DXA-scanning, en scanning af knoglerne. Den skulle bruges for at have et billede af min knoglestatus, som kunne bruges som sammenligningsgrundlag til fremtidige scanninger. For at holde øje med, om mine knogler blev nedbrudt af overgangsalderen og Letrozolen.

Men fandme om jeg ikke allerede har knogleskørhed nu.

Om det skyldes kemoterapien, overgangsalderen eller noget helt tredje, kan lægerne ikke svare på.

‘Men Carina, har det nogen betydning?’ spurgte min læge, da jeg blev ved med at spørge ind til de mulige årsager. Og nej, det har det måske ikke. For det ændrer ikke ved det faktum, at mine knogler er ved at smuldre væk.

Ej, okay, så dramatisk er det ikke.

Det betyder ‘bare’, at jeg nu skal tage en pille en gang om ugen. Resten af livet. Alendronat hedder den. Det er et bisfosfornat. Medicinen stopper afkalkningen af knoglerne, og min læge mener endda, at den også kan opbygge knoglerne. Selv om jeg har læst mig til, at man ikke kan genopbygge det, der er nedbrudt.

Og nu har jeg et endnu større incitament til at løbe. Vægtbærende motion (altså ex. løb og dans) er nemlig noget af det mest knoglevenlige.

… Nu tabte jeg lige tråden. Der var lige en, der græd i søvne, og en anden der tissede i søvne. Og mine øjne svier. Og min kaffe er blevet kold. Nå, men det kan fikses med lidt øjengnideri og 30 sek. i mikrobølgeovnen.

Tilbage til de skøre knogler:

Da jeg fik det at vide, havde jeg det sådan lidt: ‘Endnu en ting?! Stopper det aldrig?’. Det var sgu lidt et slag at få. Og så må jeg indrømme, at jeg blev lidt bange for, om det kunne betyde, at kræften havde bredt sig til knoglerne. Eller om min krop simpelthen var i gang med at forberede sig på at lukke ned for det hele. Seriøst, det var sgu det, jeg tænkte. Om den opførte sig ‘gammelt’, fordi jeg snart skulle dø.

Men efter en snak med onkologen og senere min egen læge blev jeg mere rolig.

Jeg kvindede mig op og tænkte: ‘Jeg kan ikke gøre noget ved, at tingene er, som de er nu – uanset hvor meget jeg vil. Men jeg kan gøre meget for at forsøge at undgå, at det bliver værre’. Så jeg har skruet lidt op for løberiet. Og sørger for at tage mine tilskud og min medicin. Hvis bare jeg i det mindste kan holde knogletætheden på status quo de næste 60 år, så går det nok. Det er op ad bakke, når kroppen allerede som 37-årig opfører sig som en olding.

Det er syret, for hvis jeg selv skal sige det, så holder jeg mig ret godt. Man kan ikke rigtig se, at jeg har fået tre børn. Maven er stort set flad, og med mine nye bryster er min krop hånden på hjertet pænere, end den var, da jeg var 20. Men inde i mig er der åbenbart en 90-årig, der gerne vil ud 😉

1 kommentar

  • Mariann Jensen

    Jeg var 36 da jeg fik konstateret knogleskørhed, (har leddegigt på 26. år så er i risikogruppen, så er blevet tjekket jævnligt og havde osteopeni inden + jeg har fået RIGTIG meget binyrebarkhormon.
    Så du er ikke alene. 😉😊
    Jeg har gået til bassintræning og fys osv. sammen med + 60 segmentet siden jeg var 14-15 år 🤷‍♀️
    Men der er ikke noget at gøre ved det. Man kan sidde og tude over det. Eller man kan acceptere det. Sige nå, endnu en ting til “samlingen” af diagnoser. Spise sit alendronat.
    Jeg mærker det ikke. Tror vi er “heldige” med det bliver opdaget så tidligt- i stedet for når det er mere værre og først bliver opdager ifm. et brud.
    For SÅ mærker du det (nogle Endda dagligt)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er kraftedeme irriterende ...