Kan jeg virkelig ikke få lov til at arbejde?

Inden jeg blev syg – ja, og inden jeg gik på barsel – legede jeg lidt med tanken om at leve af freelancearbejde. Jeg havde derfor ikke nogen fast arbejdsgiver, da maven blev så stor, at jeg måtte kapitulere og hæve mine første barselsdagpenge. Det har nu vist sig at være en kæmpe fejl.

Hvis jeg var sygemeldt fra et fast job, ville jeg på nuværende tidspunkt så småt være i gang med at starte stille op. Typisk lægger man blidt ud med eksempelvis to dage a’ to-tre timer ugentligt. Thats it. Det lyder måske ikke af meget, men tro mig: for en krop og hjerne, der er blevet skyllet igennem flere gange med kemo og derfor opfører sig – og føles – som Grauballemanden, så skal der ikke meget til, før man ikke kan rumme mere.

Man skal derfor langsomt op i timer. Det er ikke unormalt, at der kan gå op til et halvt år, før man er i fysisk og psykisk topform igen. I al den tid får arbejdsgiveren selvfølgelig noget refusion. Og så er alle jo glade.

Så er der sådan en som mig.

Jeg er på den anden side af sygdommen nu og kunne faktisk rigtig godt tænke mig at komme i gang med at arbejde. Jeg savner virkelig (!) meget at have noget at stå op til, som ikke bare er regulære barselssysler som indkøb, dikkedikke, hente børn …

Men! Jeg har jo ikke nogen arbejdsgiver, jeg kan starte stille og roligt op hos. Og jeg kan umuligt gå fra 0 til 100 og springe direkte ud i en 37-timers stilling. Eller jo, jeg kan da prøve, men det vil ikke være fair over for hverken en eventuel arbejdsgiver eller for mig selv – eller min familie for den sags skyld.

Så jeg blev SÅ glad, da jeg forleden havde en snak med en, jeg lavede en masse opgaver for, inden jeg gik på barsel (og blev syg). Han ville nemlig gerne ansætte mig på en kontrakt med få timer om dagen over de næste tre måneder. Og efter de tre måneder kunne vi så revurdere og se, om jeg var klar til at gå op til fuld tid.

Fedt, ikke? Ikke? Ikke?

Næh, det syntes de egentlig ikke på sygedagpengekontoret. For loven er skruet sådan sammen, at enten er man syg, eller også er man rask. Altså med mindre man – som tidligere nævnt – er ansat i en fast stilling, når man bliver syg. Så kan man godt være deltidssygemeldt.

Men som ledig? No way. Der kan du ikke eksempelvis arbejde 19 timer om ugen og få suppleret op med sygedagpenge for resten af timerne. Hvilket jo rent objektivt set må være en sådan cirka 1000 gange bedre forretning for det offentlige.

‘Loven tager desværre ikke højde for sådan nogen som dig’, sagde den søde sygedagpengedame opgivende til mig i telefonen.

Så jeg skal enten raskmelde mig og forsøge at leve af den indtægt, jeg kan få for de timer, jeg kan overkomme at arbejde (hvilket slet ikke kan lade sig gøre økonomisk). Eller også skal jeg blive ved med at være fuldtidssygemeldt og må ikke arbejde ene eneste time.

Det er da overhovedet ikke spild af det offentliges ressourcer, vel?

Jeg vil SÅ gerne arbejde. Jeg har en arbejdsgiver stående klar med en kontrakt, der kan sluse mig ind på arbejdsmarkedet. Og så kan jeg fanden fise mig ikke få lov?! Eller jo, jeg kan godt få lov til at arbejde, men det skal være fuld tid eller nul tid. Jeg kan ikke få det offentliges hjælp til at komme stille og roligt i gang.

HELT ærligt!?

Jeg er faktisk rigtig ked af det. Seriøst. Jeg ville ønske, at virkeligheden var en anden. Jeg er totalt fuld af selvmedlidenhed lige nu.

De seneste ti måneders helvede har gjort, at jeg virkelig ikke kan tåle sådan nogle tilbageskridt. Helt ærligt så føler jeg, at jeg fortjener noget medvind på den her sti tilbage til ‘det normale liv’.

Jeg håber ikke, det kommer til at fremstå klynkeagtigt. Eller kræveragtigt. Eller ‘first world problem’-agtigt.

Det er jo bare meget simpelt: Jeg vil gerne arbejde. Så giv mig dog lov til det.