Mine bukser brænder
Jeg har ind i mellem siddet tilbage med sådan en underlig følelse, når jeg har trykket ‘udgiv’ på et blogindlæg. Sådan havde jeg det også i går, da jeg postede dette om min seneste operation.
Det var, som om der manglede noget. JEG manglede noget. Som om det var decideret utilfredsstillende at fortælle om fjernelsen af æggestokkene. Det var så grelt, at jeg overvejede at svare nej, da jeg i aftes blev spurgt, om jeg havde skrevet et nyt indlæg inden for de seneste dage. Mærkeligt, ikke?
Jeg har studset lidt over denne sære følelse … Og nu går det op for mig, hvad det handler om: Jeg lyver!
Liar, liar, pants on fire.
Ej, nu er jeg lidt hård ved mig selv. For det er ikke sådan, at jeg har skrevet usandheder. Slet ikke. Alt jeg skriver, er 100 pct. rigtigt.
Det handler om det, jeg IKKE skriver.
Når jeg skimmer de seneste mange indlæg, kan jeg tydeligt se, at jeg distancerer mig mere og mere til hele forløbet. Jeg beskriver stadig detaljer omkring, hvad der sker, og hvad doktor dit og sygeplejerske dat fortæller. Men jeg kommer ikke på noget tidspunkt ind på, hvad JEG føler. Og hvad jeg helt ærligt tænker. Altså sådan helt, helt ærligt …
Eksempel:
Jeg har i tirsdags fået fjernet mine æggestokke. Det gik jo sådan set rigtig fint og lige efter bogen. På Sundhed.dk kan jeg læse, at selve indgrebet tog 23 minutter (det må jo nærmest være en slags rekord). Jeg vågnede op uden kvalme. Jeg havde ikke de store smerter. Jeg kom hjem efter nogle timer. Og slut prut. Det var sådan cirka sådan, jeg beskrev det i dette indlæg .
Det, jeg IKKE skrev, var:
Onsdag og torsdag var jeg i dyb krise. Det lyder dramatisk, men det var sådan, jeg havde det. Onsdag vågnede jeg op med en panikfølelse i kroppen og tænkte: ‘Hvad fanden er det, jeg har gjort?!’
Jeg fortrød ganske enkelt operationen. Jeg fortrød den VIRKELIG meget. Det var, som om det først gik op for mig lige dér, at mine æggestokke var væk for good. Og at jeg nu skulle til at gå i overgangsalderen. Som 37-årig!!!
‘Hvorfor har jeg gjort det mod mig selv?!’ spurgte jeg Morten. Og hvad skulle han svare? På papiret var det jo det eneste rigtige at gøre. Min genfejl giver op til 50 pct. risiko for at udvikle kræft i æggestokkene. Kræften er svær at opdage, og den er i mange tilfælde meget aggressiv. Prognosen er derfor ofte ikke særlig god.
Så det var en no brainer.
Og så alligevel ikke …
Jeg har hele tiden haft en følelse af, at jeg helst ville have det hele overstået så hurtigt som muligt. Det var blandt andet derfor, jeg valgte stråler fra og bad om at få foretaget en primær rekonstruktion. Så kunne det hele nemlig køre efter den helt klare plan, jeg havde oppe i hovedet: Kemo. Væk med brysterne. Ud med æggestokkene. Videre, videre, videre. Hak, hak, hak. V-tegn i alle kasser. Punktum og tilbage til livet.
Jeg kender en kvinde, der lige som jeg har BRCA1-genfejlen. Hun har fået fjernet brysterne for nyligt, og hun fortalte mig på et tidspunkt, at der var en sygeplejerske, der havde anbefalet hende at vente lidt med at få opereret æggestokkene ud. At tage én ting ad gangen.
‘Hvorfor vente?’ kan jeg huske, at jeg tænkte. Og så trak jeg på skulderen og lagde samtalen over i ‘vi er alle sammen forskellige’-kassen.
Men det kan godt være, at jeg havde haft godt af et møde med den sygeplejerske. For jeg har ikke været klar. Psykisk i hvert fald.
Én ting er at få fjernet brysterne. No problem! Seriøst. Det mener jeg faktisk. De var syge – de skulle bare væk. Håret? Det var en uundgåelig konsekvens af den medicin, der skulle bekæmpe kræften.
Men æggestokkene … De var raske. Endnu. Og de var faktisk det eneste, der var tilbage i min krop, som rent fysiologisk gjorde mig til en kvinde. Jo, jeg har stadig en livmoder. Men uden æggestokkene har den ingen funktion.
Nogle mener, at meningen med livet er at reproducere sig. I så fald har jeg ingen berettigelse mere for at optage plads på vores overbefolkede planet. For jeg kan ikke få børn. Aldrig mere.
Og ja, tre piger er måske mere end rigeligt. Og jo, jeg er måske mere privilegeret end de kvinder, der aldrig får en eneste. Men muligheden ville jeg gerne have beholdt. Som en dør, der var lukket, men ikke låst.
Det var sådan, jeg havde det onsdag og torsdag. I dag går det bedre.
Jeg kan stadig ikke helt forlige mig med tanken om, at jeg inden for nogle dage begynder at få hedeture, træthed, vægtøgning, søvnproblemer, hårtab … og hvad der ellers er af symptomer på, at man træder ind i livets efterår.
Som jeg sagde til Morten i aftes: ‘Hvorfor er det aldrig fede symptomer, man får? Som øget energi, træningslyst, tykkere hår og strålende hud?’.
Nå, summa summarum: Jeg vil prøve at være lidt mere ærlig. Jeg ved, at der er rigtig mange nydiagnosticerede, der læser med. Det er ikke fair over for dem, at jeg får en tur i Cirkus Kræft til at ligne a walk in the park. For det er det ikke.
Men man kommer igennem. I den ene eller anden form.
Sender lige en stor krammer i din retning <3