Jeg var 36 år gammel. Nybagt mor til tre piger på 7, 5 og 0 år. Journalist. Kone til en fynbo. Søster til en sygeplejerske.  Datter. Kusine. Niece. Veninde. Kollega … Og så havde jeg netop fået konstateret brystkræft.

Diagnosen faldt mandag d. 1. februar. En dato, der ellers altid har været en af Mortens favoritter, fordi ‘så er januar overstået’. Tror ikke, datoen er en yndling mere.

Jeg startede kemo fredag d. 5. februar. I august fik jeg fjernet begge bryster. I september var tiden kommet til æggestokkene. Undervejs i kemoforløbet fandt vi nemlig ud af, at jeg desværre er bærer af en BRCA1-genfejl. Lige nu er jeg i gang med efterbehandling med østrogenhæmmere for at forebygge tilbagefald (ja tak!). Det er en lille pille, jeg skal sluge hver dag. Både i overført og betydning og rent bogstaveligt.

Da jeg startede bloggen, var mine planer at blive rask. Ganske simpelt. Nu er jeg rask. Så hvad så nu? Jeg vil selvfølgelig gerne forblive rask. Gerne en 60-70 år endnu. Jeg har nemlig lovet mine piger, at jeg bliver over 100 år.

Men én ting er at være i live. Jeg vil også gerne leve.

Og så gro lidt hår.

Jeg startede denne blog for at få styr på tankerne og al den kaos, der kendetegnede især de første dage i forløbet. Og for at have en slags dagbog over forløbet. Det er super god terapi at få alle tanker ned på skrift – og så er det en god hjælp til, når/hvis kemohjernen slår til, og hukommelsen svigter.