Jeg kender det selv. Man kommer stille og roligt gående ned ad vejen og får pludselig øje på noget – eller ‘nogen’ er det jo nok – der stikker ud fra mængden. Fra normen. Det kan være noget så simpelt som en mand,...
Det første, jeg tænkte, da jeg vågende i morges, var ‘halvvejs!, fucking halvvejs.’ I dag, fredag d. 8. april, var dagen, hvor jeg for fjerde gang skulle sætte mig i stolen på kemokontoret og lade den søde sygeplejerske Diana stikke...