Jeg kan godt se, at I kigger …

Jeg kender det selv.

Man kommer stille og roligt gående ned ad vejen og får pludselig øje på noget – eller ‘nogen’ er det jo nok – der stikker ud fra mængden. Fra normen. Det kan være noget så simpelt som en mand, der støtter sig til en krykke eller en dame med neonfarvede sko. Uanset hvor open minded man (selv synes, man) er, så lader man øjnene hvile (måske bare et splitsekund) længere på personen. Man bemærker dem i hvert fald. I modsætning til de hundredevis af andre, man lige har passeret.

Jeg har aldrig tænkt over det. Eller jo, jeg har da tænkt på, at jeg af almindelig pli og høflighed ikke stiller mig op og stirrer uhæmmet, når der kommer en kørestol rullende forbi, eller når en person har et markant modermærke. Der bliver det mere til et ‘jeg lader som om, jeg skal se noget bag personen, så jeg kan tillade mig at kigge i den retning’-blikket, hvis det første øjekast ikke var nok.

Og det er nok fordi, jeg altid har passet ret godt ind i mængden. Gennemsnitlig højde, bygning, hudfarve, hårlængde, skostørrelse, tøjstil … Altså en af dem, der passerer uden at fange opmærksomheden.

Indtil nu.

For i og med at mit hår er blevet erstattet med huer i forskellige farver (altså sort, brun og grå – jeg er ikke så modig, at jeg har kastet mig over de mere hidsige dele af paletten), så er det pludselig blevet meget tydeligt, at der er ‘noget’ ved mig, som fanger folks opmærksomhed. Især nu hvor solen er begyndt at skinne, og det derfor ikke er så tiltrængt at beskytte den øverste del af kroppen med tørklæder og uldne hovedpåklædninger.

Og jeg ser det. Ser dem. Blikkene. Selv om det ofte kun handler om millisekunder og et enkelt kast med øjnene.

Hånden på hjertet så gør det mig ikke noget. 9,9 ud af 10 dage smiler jeg bare, når jeg får øjenkontakt med en fremmed, der helt tydeligt har set ‘det’.

Og jeg har aldrig fået så god betjening i butikker osv., som jeg får i øjeblikket. Både af ekspedienter, der er lynhurtige til at betjene mig (jeg har sågar helt umotiveret fået ekstra 10 pct. rabat af en sød dame i en helsekostbutik ‘bare fordi’) og kunder, der både giver mig forlommer i køen og ikke tør snyde sig ind foran. Sådan noget gør man åbenbart kun ved folk, der ikke skiller sig ud.

Men der er da også tidspunkter, hvor jeg ikke kan rumme det. De dage, hvor jeg selv kommer til at tænke for mange af de mørke tanker, der kan jeg ikke rumme det, der nemlig også er ret tydeligt at aflæse i folks øjne:

Medlidenhed (ej, så kommer hun gående dér med en barnevogn og to søde, små piger – og hun har helt tydeligt kræft. Tænk, hvis hun dør fra dem).

Frygt (hun er ung og ligner ikke en, der lever af fastfood, sprut og smøger – kan det så også ske for mig?!).

Minder (åh, det var lige som min søster/bror/mand/kone/mor/far/veninde).

Utilpashed (åh nej, der kommer hende dér moderen, der har kræft. Jeg lader være med at kigge direkte på hende. Kigger helt naturligt ned i jorden/op i luften, og så skynder jeg mig lige forbi. Kom så, hurtigt videre. Ej, det er også for akavet slet ikke at kigge, når vi nu passerer hinanden i døråbningen. Okay, så kun et hurtigt blik. Men kun kigge i øjnene! Pyh, det gik).

P.s. dette indlæg har taget flere dage at skrive. Jeg har nemlig haft det virkeligt dårligt efter kemo i fredags (i dag er det mandag). Det skal jeg i øvrigt huske at skrive mere om. Det er nemlig vigtigt, at jeg ikke får det til at fremstå, som om det hele bare er lyserødt. For det er det ikke.