Min søster er nu tættere på et kræftfrit liv

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg en genfejl, BRCA1, der giver mig (op til) 85 pct. risiko for at udvikle brystkræft. Pænt meget.

Da jeg er den første i den nærmeste familie, der (så vidt jeg ved) har haft kræft, så var både jeg og lægerne sikre på, at gentesten ville være negativ. Men på grund af min alder ‘Ja, så skal vi jo tilbyde dig testen,’ sagde onkologen, inden hun sendte henvisningen til genetisk afdeling på Riget.

Min søster var med, da jeg fik svaret. Det var en formiddag i april. Jeg kan huske, at det regnede. Rigtig meget. Og bilen parkerede vi så langt væk, at vi nåede at blive godt våde på gåturen hen til hovedindgangen. Det var meningen, vi skulle bruge dagen på at hænge ud og hygge et eller andet sted. Først skulle vi dog bare liiiige op og have bekræftet, at mine gener var topklasse. Ind, ud, videre med dagen.

Sådan gik det jo ikke … Og mens lægen tegnede og fortalte om operationer og risikoen for at give genfejlen videre til pigerne, blev min søster mere og mere nervøs at se på. ‘Du går bare ned og får taget en blodprøve med det samme,’ sagde lægen og kiggede roligt på hende, da han fornemmede min søsters ‘shit … ‘-tanker.

Tre uger efter fik hun svaret. I e-boks tror jeg faktisk. Genfejl.

Lige siden den dag på Rigshospitalet har hun været helt afklaret med, at brysterne skulle væk, hvis der viste sig at være noget atypisk i testen. Ved at fjerne al brystvæv, nedsætter man risikoen med 90 pct. Så ja, man eliminerer den ikke helt. Men den kommer ned under de 10 pct., der siges at være den gennemsnitlige risiko for kvinder generelt.

I onsdags skete det. Væk med den tikkende bombe. Pyh. Sikke en lettelse. Det føles som en oprejsning, synes jeg.

Så kommer der da noget godt ud af min sygdom.