Første hverdag efter diagnosen

Hverdagen er tilbage. I går, d. 9.2., markerede den første ‘normale’ dag efter kaos-ugen.

Morten skulle på arbejde, pigerne skulle i skole og børnehave, og jeg skulle barsle den herhjemme med babyen. Altså så’n lidt som det plejede at være.

Og sikke en lortedag!

Den startede ellers godt, med at jeg fik lov til at blive liggende i sengen sammen med babyen, mens de andre stod op. Jeg følte mig ret frisk, og mærkede ikke det store til såret i armhulen, så jeg var i godt humør, da babyen vågnede ved 8-tiden. Kom an, nye hverdag, vi skal nok klare den!

Allerede inden kl. 9 var alle gode tanker om den dejlige hverdag pist væk. Afløst af Lortedagen, der hurtigt viste sig at være kommet for at blive.

Jeg kan ikke konkret pege på, hvad der gjorde dagen så belortet. Men kringlede offentlige instanser, en baby, der ikke ville sove (overhovedet!) og en (kemo?)træthed, der pludselig invaderede mig var nogle af kerneingredienserne. Og det gjorde det ikke bedre, at det var en af de dage, hvor Morten først ville være hjemme efter pigernes sengetid. Shoot me.

Eneste lyspunkt må være, at vi alle overlevede. Og at jeg har sovet rigtig godt i nat.

Så i dag tager vi revanche.