Det første døgn efter operationen …

Det er fredag aften. Klokken er Disney, men for første gang i … seks år (?) har jeg magten over fjernbetjeningen. Lige nu sidder jeg derfor og ser Nyhederne med en kop kaffe og en småkage. Dejligt:-)

Det er helt uvirkeligt, at jeg for godt et døgn siden lå på opvågningen efter en stor og langvarig operation.

Operationen startede klokken 8, og jeg blev vækket klokken 15. Så syv timer var jeg i narkose.

Som de andre gange jeg har været i narkose, var jeg ret hurtigt frisk og meget rastløs, så jeg lå kun på opvågningen en halv times tid, før jeg fik overtalt opvågningspersonalet om, at jeg kunne trilles op på min stue.

Her blev jeg mødt af en sød sygeplejerske, der tjekkede mine dræn (fire stk.) og kateteret.

Jeg blev flere gange spurgt om graden af smerter – på en skala fra ét til 10. Det var sgu svært at svare på! For når jeg lå helt stille og ikke trak vejret, var jeg på en treer. Men rykkede jeg på armene og kom til at tage en dyb vejrtrækning, så steg den et par karakterer. Jeg løj faktisk lidt, fordi jeg ikke ville have morfin.

Men efter en telefonkonsultation hos min sygeplejerskesøster, der forsikrede mig om, at man ikke bliver dårlig af det, der hedder Tradolan, sagde jeg ja tak til pillerne alligevel. Og de virkede super godt!

Morten kom forbi ved 18-tiden. Og jeg var en super vært, der lå og blundede under det meste af besøget. Da Mimi begyndte at larme for meget spurgte jeg hentydende, hvornår han havde tænkt sig at køre hjem.

Jeg var sindssygt sulten. Havde jo ikke spist noget siden midnat. Men alligevel havde jeg slet ikke lyst til noget. Sygeplejersken fik dog overtalt mig til at få et par skiver ristede franskbrød ind på stuen. Og så var der selvfølgelig den obligatoriske røde saftevand.

Der var lige ved at opstå panik, da jeg greb fjernbetjeningen og trykkede på knapperne. Tv’et tændte ikke! Fuck! Og endnu mere panik, da sygeplejersken heller ikke kunne få det til at virke! Shit! Jeg så for mit indre øje, hvordan jeg skulle ligge og kede mig en hel uge uden tv. Men så blev strømstikket sat til … 😀

Da klokken blev 22, kom sygeplejersken med endnu en Tradolan. Den sløvende virkning passede lige til sovetid.

Jeg har sovet så’n lidt on/off hele natten. Jeg er jo ikke helt smertefri, og jeg vågnede hver gang, jeg bevægede armene eller på andre måder aktiverede brystmusklerne. Klokken 5 besluttede jeg, at det var det og satte mig op.

I dag har jeg haft det fint. Anderledes kan jeg vist ikke beskrive det. Og da lægen gav sit ‘go’, rejste jeg mig fra sengen og gik en tur rundt på stuen. Dejligt at få lidt bevægelse i benene:-)

Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg indtil videre er sluppet så ‘let’ fra operationen. Jeg havde forventet smertehelvede, narkosetræthed og en halvhandicappet tilstand. Men jeg kan faktisk bruge armene nærmest lige som normalt. Jeg har kun en let trykken for brystet. Og sløvhed er der ikke rigtig noget af. Hvis det fortsætter sådan her, er jeg yderst tilfreds:-)

Jeg tror, at noget af min friskhed skyldes, at jeg er så lettet over, at det er overstået:-) Jeg har ikke kræft mere. Fra nu af handler det kun om forskønnelse og vedligehold. Hallo, jeg har ikke kræft mere!

Kirurgen fortalte forleden, at der godt kunne være lidt ventetid på at få de blivende implantater sat ind, fordi kræftpatienterne har førsteprioritet. Fedt! Jeg venter gerne, når det betyder, jeg ikke hører til i den kategori mere:-D

Jeg er i øvrigt ikke helt flad. Kirurgen har fået fyldt godt med saltvand i expanderne allerede, kan man se. I må også gerne se det;-) Bemærk venligst det frække undertøj.

Og nu tilbage til kaffen:-)