De første dage – at få vendt livet på hovedet

Lidt om forløbet op til kemo:

Jeg opdagede en knude/masse i mit højre bryst to uger inden min termin i december. Håbede, det blot var mælk, så jeg ventede til tre uger efter fødslen med at gå til lægen. Her havde massen da også vokset sig meget større og var nu ca 10-12 cm. Okay, det lyder voldsomt stort – og det var det også! Men når man er nybagt tredjegangsmor, så orker man ikke lige, at der er noget galt. ORKER med versaler. Der er rigeligt med bleskift, amning, bleskift, amning og at (forsøge at) indføre rutiner, der kan få regnestykket børnehave+skole+(nogenlunde) rent hjem+barsel+1000 andre ting til at gå op.

Nå, men jeg kom da derop. Lægen tog det meget alvorligt og sendte mig til Ringsted Sygehus i et såkaldt pakkeforløb (noget man kommer i, hvis der er mistanke om kræft). Af en eller anden grund var jeg ikke nervøs lige på det tidspunkt. Det virkede blot som en ‘better safe than sorry’-ting at gøre, så jeg sagde smilende ‘jep, det er fint-fint’, da lægen spurgte, om jeg kunne køre til Ringsted Sygehus’ brystkirurgiske afdeling og blive tjekket allerede tre dage efter.

På sygehuset blev jeg ultralydsscannet og fik besked om, at det helt sikkert ikke var noget farligt, men blot ophobet mælk. Lægen afsluttede med det samme mit pakkeforløb. Og så kunne historien jo godt have endt dér …

MEN.

Jeg skulle komme tilbage en uge efter og i mellemtiden forsøge at amme i forskellige stillinger osv. for at løsne op for mælkeophobningen. Jeg gjorde alt for at få den skide mælkeansamlig løsnet. Masserede, ammede løs … Intet hjalp.

Ugen efter var derfor ikke overraskende ingen forandring, og lægen ville dræne massen. Det var så ikke mælk, der kom ud, men gul væske.

‘Er det betændelse, jeg har i brystet?!’ spurgte jeg lægen om (mens jeg forsøgte at kigge væk, for det var virkelig klamt). Igen fik jeg at vide, at det nok ikke var farligt. Det var en cyste, der sandsynligvis var hormonelt betinget.

Da cysten var drænet kunne hun se lidt skygge på scanningen, så hun tog en biopsi ‘for at være helt sikker på, der ikke er noget’. Aftalen var så, at jeg skulle ringe mandagen efter for at aftale, hvornår jeg kunne køre til Ringsted igen-igen for at få svaret på prøven.

Fredag eftermiddag ringede telefonen. Det var en sekretær fra den brystkirurgiske afdeling.

‘Du skal komme ned til os på mandag kl. 11’.

Det var faktisk først lige dér, jeg blev bange. Det var først nu, det gik op for mig, at det måske ikke bare var et af de dér ‘prøven viste intet’-svar, jeg ville møde.

Jeg brugte hele weekenden på at læse om brystkræft. Primært i stedet for at sove om natten. Og så blev det mandag …

Morten har fortalt, at han straks kunne se det på lægen, Bo, og sygeplejersken, Anni, der tog imod os uden for venteværelset. Jeg kiggede ikke på dem. Ville helst lade den lykkelige uvidenhed leve så længe, den kunne trækkes.

Vi satte os. Morten med babyen i armene, mig med røde pletter på halsen.

Og så kom sætningen: ‘Bla-bla-bla-bla … Der var desværre kræft i prøven’.

Jeg tror bare, jeg svarede ‘okay’.

Herefter foldede de mit forløb ud for mig. Et totalt tætpakket ugeprogram med flere ultralydsscanninger, CT-scanning, mammografi, blodprøver samt en tur til Roskilde Sygehus for at tale med Onkologisk afdeling og samtidig få svar på, om scanningerne viste spredning.

Behandlingsforløbet var også lagt fast:

Kemoterapi på Roskilde Sygehus, operation, muligvis stråling og derefter antiøstrogener i 10 år.

Rimelig effektiv måde at få fyldt sin aftalekalender for det næste halve år.

Lægen kunne fortælle om kræfttypen, den er østrogenfølsom og HER2-negativ.

Det værste på dette tidspunkt var tanken om, at det muligvis havde spredt sig. Og endnu mere bevidstheden om, at vores piger skulle have besked. At vi ville trække dem ud af deres trygge boble, hvor alt er godt, og ingen dør, før de bliver 100 …