Så giv mig dog de 100 pct.!

Jeg har lige været en tur forbi onkologen. Så’n lidt en opfølgning på scanningen for nyligt og en snak om, hvordan jeg reagerer på kemoen.

Skæbnen ville, at Carla skulle til øjenlægen samme dag – bare to timer tidligere. Og da Carlas øjenlæge ligger under en kilometer fra sygehuset, besluttede jeg at give hende fri og tage hende med videre på sygehuset. Nu blev hun så feberramt i nat, så hun ville have haft fri uanset hvad, men … ja, hvad er meningen egentlig med det, jeg skriver her? Ikke noget, faktisk. ‘Det er bare snik-snak’, plejer jeg at sige til Morten, når han er tæt på at skære halsen over på sig selv over mine lange fortællinger.

Nu vi er ved øjenlægen, kan jeg da lige fortælle, at det gik godt! Hun er færdig med at gå med klap for øjet. Hurra! Bedre fødselsdagsgave kunne hun vist ikke få (hun fylder 5 år i morgen).

Efter at have fejret klapløsheden med en scone kørte vi til sygehuset. Og her bliver jeg nødt til at indskyde, at jeg ikke kan forstå, at det skal være så svært at finde parkeringspladser på ALLE sygehuse. Er det mon en måde at minimere ventetiderne? At patienterne skal cirkulere så længe uden for afdelingerne, at nogle af dem kradser af undervejs? Jeg vil ikke afvise, at det er effektivt. Da der endelig var en ledig plads, var vi to biler, der hastede i båsens retning. Jeg nåede lige akkurat derhen inden den anden bil, og det så ud som om, det irriterede den mandlige fører en lille smule. Men så trak jeg lige kræftkortet ved at skynde mig at stige ud og smile sødt under min skaldepandehue og med babyen på armen og blege Carla i hånden. Så skal man vist være rimelig koldhjertet, hvis man skælder ud på den unge kræftmor for at have ræset ind i den parkeringsbås, man lige havde udset sig.

Jeg føler mig allerede rimelig rutineret inde på afdelingen. Går direkte hen til sekretæren og melder mig, sætter mig i venterummet, tager en kop kaffe, smiler til de andre patienter … I dag sad der en kvinde, der helt tydeligt var der for første gang. Hun stirrede tomt ud i luften og uden at flytte blikket, svarede hun kort og afdæmpet på de ting, hendes mor talte om. Jeg havde lyst til at gå hen til hende og sige, at hun ikke skulle være bange. At det nok skulle gå. At alt nok virkede uoverskueligt nu, men at det kun ville vare kort tid, før hverdagen ville indfinde sig igen. At hun netop skulle nyde hverdagen. At hun skulle bruge de gode dage godt.

Det gjorde jeg dog ikke. Jeg er ikke nået til det punkt, hvor jeg kan det.

Lægen Lotte startede med at sige, at behandlingen umiddelbart virker, da cysten er svundet så meget. Så vi fortsætter efter planen.

Hun spurgte ind til mine bivirkninger, og da jeg fortalte, at jeg får en slags nedtur (træt og småkvalm), når virkningen af Prednisolonen (en af de medikamenter, jeg får mod bivirkninger) aftager, sagde Læge-Lotte, at hun ville give mig lidt ekstra Prednisolon. Og sådan er det generelt; man skal ikke nævne mange gener, før lægerne og sygeplejerskerne straks tilbyder noget for at afhjælpe det. Det er fedt, for de kunne lige så godt trække på skuldrene og sige ‘hey, du får kemo, så bliver man altså lidt dårlig, lev med det’.

Og nu kommer vi til overskriften på indlægget.

Jeg forsøgte at spørge ind til det her med prognoser. Fiskede efter den dér garanti, de aldrig vil eller kan give. Og rigtig nok, uanset hvordan jeg på forskellige måder spurgte ind til, om jeg kommer ud på den anden side, var svaret det samme: ‘Planen er, at du efter kemoterapien bliver opereret og … bla bla bla …’

Da jeg direkte spurgte, om hun ikke bare kunne give mig et tal, sagde Lotte: ‘Du kan ikke bruge statistik til noget. Det bygger på mange tusinde tilfælde, og du er én patient med din helt egen sygdom og dit eget forløb, så du skal ikke have fokus på tal, der ikke siger noget om lige præcis dig …’

Og hun har jo ret!

… Men alligevel kunne det være rart at få at vide, at chancen for overlevelse er 100 pct.