En lymfe fattigere

I går, d. 8.2., fik jeg foretaget et lille indgreb i højre armhule. Jeg kalder det et lille indgreb, men det har faktisk ret stor betydning. Psykisk i hvert fald.

Som tidligere nævnt har CT-scanningen vist, at der sandsynligvis ikke er nogen spredning til resten af kroppen. Men fordi en scanning ikke kan vise kræft, der er mindre end etellerandet millimeter (fire, tror jeg nok), så ville lægerne gerne undersøge mine lymfekirtler i armhulen.

Heldigvis behøver man ikke tage en håndfuld tilfældige lymfekirtler ud og på den måde lave en random spredehaglsundersøgelse. Nej, for kroppen er så smart, at der findes noget, der hedder skildvagtslymfekirtlen. Denne lymfekirtel er en slags ‘portner’ for brystet. Hvis kræften sniger sig til at sprede sig ud af brystet, SKAL den forbi denne portner for at komme videre ud i kroppen. Så hvis portneren ikke har spor af kræft, så kan man være ret sikker på, at der ikke er spredning til de andre lymfekirtler.

Så tidligt mandag morgen kørte vi til Brystkirurgisk afdeling i Ringsted. Operationen skulle foregå i fuld narkose, noget jeg kun har prøvet én gang tidligere, nemlig da jeg fik det hyperakutte kejsersnit med Caroline. Dengang gik det så stærkt, at jeg slet ikke nåede at opfatte noget. Hvilket nok var meget godt, når det er mig, det handler om …

For igen-igen-igen har jeg googlet lidt for meget om narkose og bivirkninger af narkose. Narkoselægen (som vi havde en hurtig samtale med i sidste uge) havde lovet mig, at jeg ikke ville blive dårlig bagefter. Meeeen kære Dr. Google, min tro følgesvend, sagde noget andet! Og hvem skal man så lige tro på?

Det var ikke kun bivirkningerne, jeg var bange for. Også den dér følelse af at miste kontrollen, lige inden man falder hen i narkosen. Gys.

Nå, men der var jo lige som ikke nogen vej uden om. Og for at få ro på psyken sagde jeg til mig selv, at jeg kunne se det her som en slags opvarmningsoperation inden the real deal senere på året.

Det gik da også ok. Lige efter bogen, tror jeg: Indkvarteret på stuen, hospitalstøj på, info om, at portøren ville hente mig om en halv time, 15 piller for dit og dat (inkl. kvalmestillende, ja tak!), besked om at narkoselægen var forsinket, besked om at nu kom portøren lige om lidt, afhentning af portør, der ikke var helt ferm med sengen og derfor torpederede mere end én dørkarm, ind på operationsstue, præsentation af alle mulige mennesker (‘Hej, jeg hedder Gurli, og jeg er sygeplejerske, det er mig, der gør dit og dat undervejs’ osv.), stik i armen, ‘Sig til, når du bliver svimmel, det føles lidt lige som at tage to snaps i træk’ – her skulle jeg til protestere og fortælle dem, at det vidste jeg faktisk ikke, hvordan føltes, for jeg har aldrig prøvet at drikke to snaps i træk. Eller én for den sags skyld. Men jeg nåede ikke længere end tanken, for så Zzzzzzzzzz…

Og så var det overstået. Og så havde jeg vist fået lidt morfin …

Jeg havde det SÅ godt. Uovervindelig! Kræft, kom bare an! ‘Vi klarer den, selvfølgelig gør vi det!’ udbrød jeg blandt andet til Morten …

… Og så fortog rusen sig. Og …

Jeg vil ikke sige, at jeg fik nedtur. Men kontrasten fra den ubekymrede morfinrus til ‘almindeligheden’ var så stor, at jeg næsten blev slået helt omkuld. Hej, virkelighed, der var du igen.

P.s.

Lægen kom ind efter operationen og fortalte, at hun umiddelbart mente, lymfekirtlen så upåvirket ud, men at man først endeligt kunne konkludere noget, når den havde været i mikroskop. Så: Sandsynligvis rigtig godt nyt.