Det dér med Knæk Cancer … – og så ikke noget alligevel.

Jeg skal ud af døren om ti minutter, så jeg når nok ikke til vejs ende i dette indlæg i dag. Men så fortsætter jeg bare i morgen, hvis det er.

Der ligger en masse blogkladder klar. Nogle bare med overskrifter og en masse x’er, andre med lidt flere stikord. Og jeg bør måske se at få skrevet en eller flere af dem færdige inden længe. Mens tankerne ligger friskt i erindringen.

Men jeg bliver simpelthen nødt til at formulere nogle ord om noget, der har fyldt en del oppe i mit hoved de seneste uger.

Knæk Cancer.

Hvis man har forvildet sig over på TV 2 i løbet af de sidste 14 dages tid har man ikke kunnet undgå at blive eksponeret for …

… Og det var så her, jeg skyndte mig ud i entréen for at tage sko og jakke på. Vi skulle nemlig til forældrefest for Carolines klasse. Dagen efter, altså søndag, var jeg så træt, at jeg ikke orkede at skrive videre. Mandag og tirsdag er kommet og gået. Og ja, så er vi altså nået til onsdag i dag. Knæk Cancer ligger nu så langt væk, at jeg slet ikke har lyst til at skrive indlægget alligevel. Eller … Jeg kan ikke finde de følelser frem, som jeg havde i mig i dagene op til showet på TV 2. Jeg havde rigtig meget på hjerte omkring al det medieståhej, der var. Ikke noget negativt omkring selve showet. Kun lidt;). Mere omkring hvordan jeg personligt havde det med at blive konfronteret med sygdommen, nu hvor jeg lige har lagt den i skuffen.

Men nu er ordene væk. Det vil i hvert fald virke forceret at skrive en masse om det nu.

Og hvad kan man lære af det? Få tingene gjort.