Bare rolig, jeg er ikke død …

… Jeg har bare været lidt ferieramt 🙂

Ej, og så får jeg det faktisk sådan lidt skidt over at bruge ordet ‘død’ om mig selv, kan jeg mærke. Jeg føler lidt, det er at gå over grænsen. Lidt på samme måde som for nyligt, da Morten sagde ‘arh, jeg slår dig ihjel’ på grund af et eller andet (sikkert noget ligegyldigt som, at jeg havde taget en bid af hans hindbærsnitte eller sådan noget – ja, okay, SOM OM jeg tør det!). Nå, men der skulle jeg lige til at sige noget i retning af ‘stil dig i kø, kræften står der allerede’. Men jeg gjorde det ikke. Der er hele kræftforløbet alligevel ikke så langt væk, at jeg føler mig tryg nok ved at lave (alt for meget) sjov med det.

Eller jo, de harmløse ting som mit manglende hår, kan jeg sagtens joke med. Som når folk siger ‘ej, hvor har du fået langt hår!’ og jeg så svarer med ‘ja, ikk? Jeg var i tvivl, om jeg skulle flette det eller sætte det op i en knold, så nu lod jeg det bare hænge nede. Sjusket, I KNOW!’.

Det kræver vist lidt fotodokumentation:

Som man kan se, er det sidst på aftenen nu (Jeg har faktisk lagt et filter hen over, fordi jeg simpelthen ikke kunne leve med, at det ægte billede skulle ligge til offentligt skue. Haha :)). Mine øjne er seriøst irriterede. Hver eneste dag, faktisk. Især når vi når hen over klokken 16-17 stykker. Det er lige gået op for mig, at det nok er en bivirkning af det dér overgangsalderhalløj. Tørre slimhinder som det så sexet hedder.

MEN! Ud over mine stakkels slimhinder, der ikke fortjener at kalde sig noget med ‘slim’, så mærker jeg faktisk ikke noget til at have fået fjernet alt, der bare lugter af østrogen fra min krop. Altså 7-9-13.

Nu er det en måneds tid siden, jeg fik bortopereret mine æggestokke. Og kort efter startede jeg på den antiøstrogenbehandling, jeg skal have de næste fem år. De første uger gik jeg og ventede på symptomerne. Var det en hedetur?! Nej, jeg sad bare i solsiden i bilen. Hov, raserianfald? Nix, normal reaktion på irriterende femårig. Ups, bildæk på vej hen over bukselinningen? Pyh, nej, bare oppustet mave på grund af for meget frugt.

Ej, nu kiggede jeg lige på billedet igen. Det er ikke ligefrem fordrende for selvtilliden. Jeg ligner jo kraftedeme noget, der er løgn … Totalt ‘now you see me, now you don’t’-øjenbryn, lidt for høj pande (mon hårgrænsen selv finder ned igen?) og et bevis på at jeg vist skal droppe mascara, indtil der er vipper nok til, at det ikke bare ender som klatter lige over vippekanten. Oh lord. Det kan altså godt være, jeg sletter billedet igen om lidt.

Apropos billeder så har jeg i øvrigt fået taget nogle rigtig fede af slagsen af en Politiken-fotograf. Nevermind …. Det har jeg allerede skrevet om, kommer jeg lige i tanke om. OMG, kemohjerne.

Nå, men så kan jeg da lige vise et par billeder af, hvordan det ser ud, når mor og Caroline vinder over far og Carla i keglespil. Eller hedder det ‘et spil kegler?’. Uanset hvad vandt vi. Stort. Overlegent. Man ville nok kalde det ‘klasser til forskel’.

Pletskuddene er fra vores tur til Paris i efterårsferien. Eller de er helt præcist fra turen hjem, hvor vi overnattede på et ægte tysk gasthaus i en eller anden lille by tæt på motorvejen. Gulvtæpper på værelserne, fælles minibar på gangen, tysk morgenbuffet. Og keglebane! Det var sgu nærmest højdepunktet på turen 😉

Den tror jeg i øvrigt, jeg vil skrive mere om i morgen. Altså turen. For vi brugte den som en slags markering af afslutningen på kræftforløbet.

Stay tuned …