At få taget topløse billeder

Ja, så fik jeg da prøvet det. Noget, jeg aldrig, aldrig, ALDRIG havde troet, jeg nogensinde ville gå med til.

Jeg har altid været blufærdig. Altså rigtig meget. Omklædningsrum i svømmehallen eller træningscentre? Hadede dem!

Men i takt med at læger, sygeplejersker og whatever har sagt ‘af med tøjet og op på briksen’ er blufærdigheden blevet gemt længere og længere væk. Uden pis så har jeg det sådan lige nu, at jeg uden at tøve ville kunne trække blusen op og vise min bare overkrop til alle. Selv postbuddet ude ved postkassen, præsten til babysalmesang eller pizzamanden længere nede ad Strandvejen. Ikke at de nogensinde ville forespørge det. Tror jeg.

Det hænger helt sikkert sammen med, at de to buler jeg har på brystkassen lige nu ikke føles som ‘mine’ bryster. De er både hårde og meget ‘runde’. Kirurgen har forsikret mig om, at de ‘rigtige’ bryster (altså silikoneimplantaterne), bliver mere bløde at røre ved og får et mere naturligt ‘fald’ (helst ikke for meget fald, om jeg må bede. Der har jeg været. Jeg har jo lissom tre børn.)

Nå, men for nogle dage siden sagde jeg – og en række andre damer – ja til at få taget nogle billeder af en dygtig fotograf på Politiken. Fotografen havde et billede af, hvordan hun ville vise brystkræftramte i forskellige stadier af forløbet. I forbindelse med brystkræftugen, der kører i hele landet lige nu. Hvis det kan være med til at sætte bare en lille smule mere fokus på denne sygdom, der fandme rammer alt for mange hver eneste dag, så stiller jeg gerne op.

Undervejs i fotosessionen spurgte fotografen, om Mimi måtte være med på nogle af billederne. Det sagde jeg ja til, fordi Mimi er en kæmpe del af min brystkræfthistorie.

Jeg synes selv, de blev ret gode, billederne.