Lille store Mimi

Jeg var jo højgravid med Mimi, da jeg opdagede ‘noget’ i højre bryst tilbage i starten af december. Diagnosen blev stillet, da hun var kun fem uger gammel (og stadig navnløs).

Så hun har været med hele vejen. Til kemo. Til undersøgelser. Til netværksmøder med andre brystkræftramte. På gåture, når kroppen gjorde ondt. I sengen, når jeg var for træt til at stå op. Alt!

Inden for de seneste måneder er hun startet i vuggestue …

… Og stoppet igen.

Vi havde naturligt nok svært ved at spå om, hvor dårlig jeg ville være efter operationen. Og hvor længe generne efter et så stort indgreb ville vare. Så for at være helt sikre på, at Morten kunne hjælpe til med at køre hende ind i vuggestuen og give hende en god start, skrev vi hende op til 1. september. Dvs. hun skulle starte, når hun var 8½ måneder.

‘Der er vist noget med, at de er nemmere at køre ind, når de ikke er så gamle,’ sagde jeg på et tidspunkt til Morten.

Yeah right …

Den første uge gik, som sådan nogle ofte gør; med en ked af det pige og (lige så kede af det) mor og far, der prøvede at gå fra hende i længere og længere tid.

‘Altså hun har da ikke grædt HELE dagen …’ kan jeg huske, at en af pædagogerne sagde, da vi i uge tre hentede en Mimi, der i hendes korte vuggestueliv havde grædt mere, end hun havde gjort i de godt otte måneder, vi havde kendt hende.

Det føltes helt forkert.

Hun er mit sidste barn. Jeg får aldrig denne tid igen. Og jeg er jo ikke så ramt af eftervirkninger oven på kemo og operationer, at jeg har behov for at ligge derhjemme hele dagen.

Så nu er Mimi meldt ud. Og DET føles til gengæld helt rigtigt.

Altså se hende lige <3