Mit første marathon i tekst og billeder :)

Jeg har været ude og løbe her til morgen. En stille og rolig tur i skoven og stranden. Sådan noget kan kun lade sig gøre, fordi jeg har fri hver onsdag. I freakin’ love it! Altså den ugentlige fridag. Uden den ville livet seriøst være for presset. Jeg er jo gift med sådan en, der kører før 7 om morgenen og først er hjemme til spisetid – eller senere. Og som drager til udlandet i flere dage med jævne mellemrum.

Så jeg står for både at sende pigerne i skole/køre Mimi i vuggestue og at hente dem igen, lave mad, vaske tøj, smøre madpakker, køre til (baby)svømning, købe gaver til børnefødselsdage … og hvad der ellers hører til af opgaver i sådan et ‘familie med mindre børn’-liv.

Så at have en dag midt på ugen, hvor jeg både kan puste lidt ud og samtidig nå lidt praktiske opgaver, er simpelthen guld værd! Især fordi vi jo ikke er velsignede med bedsteforældre eller anden familie, der kan aflaste.

Nå, men jeg var altså ude og løbe en dejlig tur i dag. Og så kom jeg til at tænke på mit marathon. Det er mere end 14 dage siden nu, og det virker sindssygt langt væk. Men når jeg kigger over på medaljen, der hænger her i køkkenet, bliver jeg stadig helt stolt på den dér kildren i maven-agtige måde:):):)

Som jeg tidligere har skrevet, så startede dagen med, at jeg sov lidt for længe. Ikke meget, men nok til, at jeg lige blev lidt semistresset. Altså jeg havde jo tid nok, men kender I ikke det med, at man har planlagt hele morgenen ned til mindste detalje – og at der så bliver skubbet ved den planlægning? Selv den mindste forstyrrelse kan være enormt stressende og frustrerende, når man har besluttet, at tingene skal være på den og den måde og foregå i den og den rækkefølge. Der er jeg nok også lidt super-kontrolfreak. Hvilket er lidt sjovt, for jeg er faktisk ret chilled. Altså super ustresset og svær at slå ud af kurs. Jeg er lidt af en tidsoptimist og meget sådan ‘ja ja, det går jo nok’. Men når jeg selv har planlagt noget, så skal det fandme være, lige som jeg har forestillet mig! Skørt.

Nå, men jeg fik spist min morgenmad (havregryn med sådan noget semiusundt müslicrunch og mælk), drukket en kop kaffe og drukket et stort glas vand. Nok ca. ½ liter vand. Jeg blev ved med at drikke vand, indtil jeg hoppede på cyklen og kørte mod stationen. Løbet skulle starte 9.30, og jeg tog toget kl. ca. 7.15. På den måde ville jeg være på Islands Brygge ca. kl. 8.

Jeg havde planlagt at tage toget helt til Nørreport og så tage Metroen til Islands Brygge. Men da jeg så, at alle de andre løbere i toget (der var mange!) stod af på Dybbølsbro, så gjorde jeg det samme. Derfra var der jo kun ca. 7-800 meter til fods hen over cykelbroen og igennem Fisketorvet. På Fisketorvet udnyttede jeg, at jeg kunne bruge deres toiletter. For jeg skulle tisse SÅ meget. På toilettet ærgrede jeg mig over, at jeg ikke kunne bummelumme, for det havde jeg læst, ville være en lettelse ift. løbet. Men sådan fungerer mine tarme – de kan ikke på kommando. Og slet ikke, når jeg rigtig gerne vil have det. Så er der lukket.

Da jeg nåede løbsområdet fik jeg helt sommerfugle i maven. Og samtidig var det stadig helt surrealistisk, at jeg skulle til at løbe mit første marathon! Jeg satte mig ned på en sten og forsøgte at komme helt ned i kroppen og samle mig. Men det var helt umuligt. Jeg kunne slet ikke fokusere. Så i stedet sad jeg i en halv times tid og spillede Candy Crush, drak lidt vand og lagde et billede på instagram.

 

Pludselig var klokken 9.10, og der var derfor kun 20 minutter til start. Jeg skulle tisse. Igen igen. Så jeg stillede mig i kø til et af de mange toiletter. Jeg var ikke den eneste, der skulle af med noget vand, så da klokken var 9.28 gav jeg op og skyndte mig hen til startområdet.

Her tog jeg en hurtig beslutning om at stille mig ved den gruppe, der forventede at komme i mål efter 4 timer og 30 minutter.

Jeg havde ingen forventning om nogen bestemt sluttid. Både fordi jeg ikke havde løbet mere end 27 km. som det længste under træningerne, og fordi det var så varmt. SÅ varmt. Altså jeg svedte allerede, da jeg stod og ventede på startskuddet, så jeg var allerede der bange for, om jeg overhovedet kunne gennemføre.

Og så lød startskuddet! Jeg var så spændt, at mine ben rystede de første mange hundrede meter. Men efterhånden som vi kom op i tempo og ud på ruten, fandt mine ben rytmen.

Jeg kunne sagtens følge med 4:30-gruppen, men fordi jeg stadig skulle tisse helt vildt, tog jeg en hurtig beslutning efter ca. 3 km og løb ud til siden og satte mig. Der gik nogle fodgængere forbi og så helt forargede ud, men jeg var helt ligeglad. Jeg kunne jo ikke gøre andet.

Pga. min tissepause kunne jeg ikke se fartholderballonerne mere, så jeg løb i mit eget tempo. Det gik super fint. Det ene ben efter det andet.

Pludselig var der gået 6 kilometer. Det var her, jeg lagde en video på min Instagram story. og efter 14 km. lagde jeg dette op:

Jeg vidste, at Morten og pigerne ville stå og heppe ved 21 km. Og det var en god motivation.

Generelt var det motiverende med små delmål. I starten var det de 21. km, jeg sigtede efter. Derefter var det næste væskedepot eller næste musikstop, næste gadehjørne, næste kilometermærke … Alt sammen noget, der mentalt fik mig videre.

Hvad tænkte jeg undervejs? At jeg VILLE gennemføre. Da jeg var halvt igennem, havde 4:40-ballonen for længst løbet forbi mig. Og 4:50’erne var tæt på.

Det var så freakin’ varmt! Jeg stoppede derfor ved alle væskedepoter, hvor jeg drak minimum to glas vand og hældte et glas ud over mig selv.

Sidste gang Morten og pigerne stod og heppede, var omkring 30 km.

Der fortalte Morten, at de ville køre mod mål. Og så panikkede jeg en smule. For så skulle jeg gennemføre de sidste 12 km uden dem som fikspunkter!

Ved 35 km. havde jeg været nede og gå 100 gange. Der var jeg faktisk også ligeglad. Mine ben gjorde ondt. Overalt. Fra hofter og ned. Jeg svedte! Og mit hår og ansigt var helt klistret (jeg tror, at jeg ved en fejl kom til at hælde energidrik ud over mig selv).

Samtidig var der også en anden meget dominerende følelse: Sult! Jeg var mega sulten! Men samtidig kunne jeg ikke rigtig få de bananer, der var i depoterne, ned.

Det var også her, det langsomt gik op for mig, at jeg faktisk ville komme igennem. Uanset om jeg gik resten af vejen, ville jeg få min medalje om halsen. Fuck, mand. Det var en vild følelse!

Jeg løb og smilede til alle tilskuerne. Var SÅ stolt og SÅ glad. På trods af sult og træthed og smerter.

De sidste kilometer kan jeg ikke rigtig huske. Men pludselig var jeg der. På opløbsstrækningen. Jeg fik øje på Morten og pigerne og løb (luntede) hen til dem. Carla blev båret hen over hegnet, jeg tog hende i hånden, og så løb vi sammen i mål.

5:23:49.

Blandt de langsommeste. Og mest stolte. Og gladeste.

Jeg havde fandme løbet et marathon. Smilet ville ikke forlade mit ansigt, da jeg med min flotte medalje om halsen ledte efter et sted, hvor man kunne få noget MAD!

Det blev til en kanelgiffel. Og en (alkoholfri) øl. Fandme lækkert!

Først efter 10 minutters tid gik Carla og jeg ned mod de andre.

Og så kan jeg faktisk ikke huske meget mere. Jeg havde det overraskende ok i benene og resten af kroppen. Og heldigvis for det, for vi skulle gå et langt stykke for at komme ned til Metroen.

—

Vil jeg gøre det igen? Ja! Helt klart! Hele oplevelsen, stemningen, suset, stoltheden … det var SÅ fedt!

Og nu er klokken mange, så jeg vil gå hen og hente Mimi i vuggestuen …