Så mangler jeg bare slutspurten

Seven down … Yada yada … I ved, hvad jeg mener.

Én kemo tilbage. Ét besøg på Kemokontoret. Ét ‘Hej, jeg har en tid nu, mit cpr-nummer er …’.

Jeg kan ikke helt nyde det endnu, for her fire dage efter syvende infusion er jeg stadig så’n lidt bimmelim. Jeg lagde ellers hårdt ud med at … Ja, jeg kan sgu ikke huske, hvad jeg lavede lørdag (dagen efter kemo), men søndag tog vi til barnedåb i Odense. Jeg havde håbet, at smagsløgene ville holde stand lidt længere, end de sølle 24 timer, de gjorde. But no. Så det blev en lidt tam fornøjelse at hoppe i buffeten.

Jeg har fundet ud af, hvor meget mad hænger sammen med vaner. For man skulle jo tro, at jeg ville gå all in på sunde og grove fødevarer, når jeg alligevel ikke kan smage forskel på en klidkiks og en Bastogne. Og lige præcis lige nu sidder jeg rent faktisk og kigger på en Bastogne-kiks på bordet til højre for mig. Ved siden af en sart pink kop med kaffe til kanten. Præcis til kanten. Jeg har nemlig indstillet vores Nespresso-maskine til lige netop den kop.

I stedet for den søde kiks (som i min mund smager af tørt pap), kunne jeg lige så godt have taget en gulerod. Et æble. Et groft stykke knækbrød. Bare et eller andet mere sundt end den brune, kurvede sag. Men nej. Og nu er den spist. Jeg kunne dufte den. Jeg kunne fornemme, hvordan de sprøde krummer blev opløst inde i munden. Og vigtigst af alt: Jeg huskede tilbage på, hvor godt den smager sammen med en kop kaffe. Og det er jo netop derfor, (dårlige) vaner er svære at bryde. Fordi de giver en tryghed. En følelse af, at ‘sådan plejer jeg at gøre’. Og når man står midt i noget, der er alt andet end trygt og ‘normalt’ – som et kræftforløb for lige at trække et vildt eksempel – så tror jeg, det er helt naturligt, at søge tilbage mod det, man kender. Lidt lige som yndlingsbamsen, der skulle med på lejrturen til Bornholm. Ikke fordi den havde en funktion – især ikke i de ældre klasser – men bare det at den var der, var nok til at give en kikset 12-årig mod til at hoppe på natfærgen fra Køge.

Og nu fik jeg givet den tørre mundfuld lidt mere symbolværdi, end jeg havde planer om. Det er jo bare en kiks.

Men summa summarum:

Jeg mangler én gang kemo. Jeg er træt i hovedet.

Og nu vil jeg hente Caroline i SFO’en. Jeg er kommet til at love hende, at vi kunne plukke hyldeblomster på vejen hjem. Shoot me.