Jeg har sagt op!

Lige inden ferien sendte jeg en kort mail til mine chefer med en ordlyd på sådan cirka ‘Jeg siger op. Venlig hilsen.’

Det betød, at jeg havde sidste arbejdsdag i går. Bum. Slut med at køre til Roskilde hver dag.

Jeg vil ikke gå i detaljer omkring baggrunden for opsigelsen, men den har været længe undervejs. Alligevel føltes det lidt som en impulsiv handling, da jeg endelig trykkede ‘send’, og det var endegyldigt. Jeg havde nemlig ikke set det som en mulighed at sige op. Altså fordi jeg ikke havde et andet job at rykke videre til.

Men som ordsproget lyder: ‘Man skal stoppe, mens legen er god’. Og i dette tilfælde var legen faktisk ikke rigtig god mere. Den var nået til det punkt, hvor man sidder over for vennen og tænker ‘hvorfor var det her lige en god idé?’, mens man stille håber, at den anden tager initiativ til at stoppe legen.

Det gjorde ‘den anden’ bare ikke. Og for at undgå, at en af os gik grædende hjem og knækkede venindehalskæden og aldrig ville lege igen, så gjorde jeg det, der var klogest for alle parter (især mig). Jeg sagde op.

Og nu sidder jeg her. Med alle muligheder foran mig.

Først: Kaffe.