Tanker om at blive skaldet

Overskriften har stået alene på siden i flere timer nu. Af en eller anden grund. Så nu skriver jeg bare et eller andet:

‘Om 14 dage har du tabt dit hår, her er en rekvisition til en paryk’. Sådan cirka lød det fra onkologen, da jeg var til samtale med hende omkring CT-scanningen og kemobehandlingen.

‘Jeps, tak, det er i orden. Hav en god dag, hej-hej’, svarede jeg. Ej, jeg ved ikke, hvad jeg præcis sagde, men det var helt sikkert noget i den dur.

For på det tidspunkt fyldte håret bare ikke rigtig noget. Det var en biting, et lille ubetydeligt komma, i alt det, der skete omkring mig. Nu rykker det tættere på …

Efter fredagens kemoterapi har jeg nærmest følt det som en kamp mod uret. Tik-tak. 14 dage. Så er jeg skaldet. Skaldet! Fuck.

Inden jeg blev syg, mente jeg, at det at miste håret, ville være noget af det værste ved at skulle igennem et kræftforløb. Nu? Føler jeg faktisk ikke noget. Det er som om, min hjerne har accepteret, at håret er et nødvendigt offer for at blive helbredt. Og det mener jeg helt ærligt.

Så det er ikke på grund af mine følelser for mit hår, at jeg panikker en smule lige nu. Nej, det er tanken om, at jeg risikerer at blive skaldet, inden jeg har forberedt mig godt nok. Skrækscenariet er, at håret begynder at falde af i store totter, inden jeg har anskaffet mig noget at tage på hovedet.

Jeg skriver ‘noget’, fordi jeg ikke er sikker på, at jeg tager paryk-vejen. Umiddelbart virker det nemlig ikke vildt tiltalende at tage en manke af syntetisk hår på, fordi jeg har mistet mit eget. Jeg ved godt, at moderne parykker er flotte, naturtro, behagelige … Men de er parykker! Der ‘lader som om’, de er rigtige hår på folks hoveder.

Og det er lige præcis det, der får det til at stritte på mig, tror jeg. Jeg orker ikke lade som om. Lade som om jeg ikke er syg. Som om mit bryst ikke er angrebet af ondartede celler, der kun er ude på at dele sig så hurtigt som muligt til hver en del af min krop. ‘Som mug i et franskbrød’, som en læge beskrev det.

Det er hårdt nok at være midt i det.

Men jeg er heller ikke dér, hvor jeg tror, jeg er modig nok til at gå helt uden noget. Jeg aner jo heller ikke, hvordan mit hoved ser ud inden under alt det hår. Har jeg et fladt baghoved? Et skævt kranium? Skønhedspletter på issen?

Jeg tror, kompromiset bliver huer eller tørklæder.

Nu skal det ikke lyde som om, jeg er helt kold over for at blive skaldet. Slet ikke. Så sent som i morges ramte det mig, da jeg stod og flettede mit hår foran spejlet på førstesalens badeværelse: Nyd det, det er måske den sidste fletning, du laver på dig selv i lang tid.