Look Good Feel Better

Normalt (altså inden jeg blev syg) har jeg ikke gjort det store ud af mit udseende, når jeg har været hjemme i hverdagen. Creme i ansigtet, håret i en praktisk knold på toppen af hovedet (det er ret meget min signaturfrisure. Naboen har endda engang fortalt, at hendes datter synes, jeg ligner Mini My – håber, det kun er pga. håret … ) og måske lidt mascara, hvis det gik rigtig vildt for sig. Og tøjet? Tja, hvad der end har ligget forrest i skabet og som ikke har været alt for besværligt at tage på. Sådan må man gerne se ud, når man er på barsel (har jeg flere gange sagt til mig selv, når jeg har fået et glimt af mig selv i spejlet). Baby er jo ligeglad. Og rent faktisk skal man jo helst ikke se alt for overskudsagtig ud, når man har tre børn. Det er usolidarisk over for ens medmødre.

Men i takt med at kemoen røg ind, og håret røg af, steg lysten til at se så frisk ud som muligt. Så’n en følelse af, at ‘selv om jeg er syg, behøver jeg ikke se syg ud’. Psykologer vil helt sikkert kunne sige en masse klogt omkring, hvor normalt det er at ville opretholde en præsentabel facade, når ens indre er et rod af sygdom, medicin og bivirkninger. Sådan lidt lige som at man får en trang til at rydde op på skrivebordet, hvis man er presset på arbejdet. For at forsøge at få en smule orden i kaos.

Under en af mine utallige Google-sessioner faldt jeg over noget, der hedder Look Good Feel Better. En forening, der betegner sig selv som ‘Skønhedsbranchens støtte til kvinder med kræft’.

Foreningen, der findes i 26 lande, arrangerer makeupkurser for kvinder i kræftbehandling, og de er støttet af flere af de store skønheds- og hudplejebrands – blandt andre Clarins, Shiseido, Lancome, Origins, Dior …

Forrige mandag, 29. februar, sad jeg derfor foran et lille spejl sammen med 10 andre kræftkvinder. Kurset gennemgik slavisk, hvordan man renser og plejer huden samt lægger en fuld makeup. Når man som jeg er vant til at lægge makeup, så gik jeg ikke derfra med nogen ny viden, men alligevel synes jeg, det var en rigtig dejlig oplevelse. Især på grund af oplevelsen af, at her sad 10-12 kvinder, der var samme sted som jeg. Der var derfor ingen følelse af at være blottet, da de to makeupartister foreslog, at vi tog parykker og tørklæder af. Og der var ingen chokerede blikke over min pletskaldede isse (seriøst, det ligner noget, der er løgn i øjeblikket). ‘Hey, I har samme frisure,’ var der én, der udbrød, da jeg på et tidspunkt tog babyen op af barnevognen.

På en eller anden måde gav det et energiboost at have 100 pct. fokus på sig selv – på trods af at det kun var tre dage efter min seneste kemo. Og i takt med at der kom farve på øjne og kinder, steg humøret også.

… Og så var det heller ikke helt skidt, at jeg fik en taske fuld af produkter med hjem 😉

Måske havde jeg overdrevet lidt med øjenskyggen og blushen, for da jeg hentede Caroline i SFO’en, udbrød hun: ‘Ej, mor … Hvorfor ser du så mærkelig ud?!’ Jeg prøvede med et ‘er mor ikke flot?’, men til det svarede hun bare tørt ‘Nej, slet ikke’.