Status to uger efter operationen

Så gik der endnu nogle dage, og det er nu godt to uger siden, jeg fik foretaget den store operation.

Alt i alt går det faktisk rigtig godt. De første dage hjemme var præget af forsigtighed og så’n lidt ‘mærken efter’, hvad jeg mon kunne klare og måtte. Som jeg har nævnt tidligere, er jeg ikke særlig god til at føle, at jeg er afhængig af at skulle tage piller for at klare mig igennem dagen. Så jeg har ret hurtigt trappet mig selv ud af de smertestillende. Også Iprener og Panodiler. I fredags var faktisk første dag, jeg overhovedet ikke tog noget hele dagen. Mærkede jeg noget til det? Altså smertemæssigt? Næh. Så det kunne jeg sagtens have gjort noget før.

Jeg ved ikke, om jeg har en høj smertetærskel, har en meget taknemmelig krop, der bare kaperer sådan nogle indgreb godt, eller bare har været vildt heldig. Måske alle tre;) Men i hvert fald har hele forløbet (indtil videre) efter operationen været langt mere tåleligt, end jeg havde frygtet. Eksempelvis kan jeg sagtens hente børn, handle, rydde op … Eller som i går: Være med til vejfest – og endda bage til det fælles kagebord. Altså almindelige hverdagsting, jeg ellers troede, først ville komme tilbage om flere uger.

Jeg må dog stadig ikke løfte noget særligt. Op til et kilo. Men så længe jeg husker mig selv på det og sørger for ex. at få Caroline til selv at bære skoletasken osv., så betyder det ikke det store i hverdagen. Det eneste sted, det betyder rigtig meget, er ift. Mimi. Efter min indlæggelse og dagene herhjemme, hvor Morten naturligvis har været mere på banen, kan jeg mærke på Mimsen, at han pludselig bliver set som den primære omsorgsperson. Det er ham, der tager hende op og trøster, når hun vælter. Og det er ham, der bærer hende op ovenpå, når hun skal pusles eller soves. Så det er vel helt naturligt. Men alligevel også fascinerende, hvor hurtigt det går, før mor pludselig er skubbet ned på andenpladsen. Jeg er nu ikke så ked af det, for jeg sørger for at få hyggetid med hende i sengen, på gulvet eller ved at gå en tur med klapvognen. Og så er det dejligt at se, hvor tæt et bånd de får.

– Og når jeg må bære igen, bliver jeg da hurtigt favoritten igen 😉

Det halter lidt med at få nok søvn. Jeg sover simpelthen ikke godt. Vågner ofte i løbet af natten med en uro/rastløshed i kroppen. De dage jeg har taget Tradolan inden sengetid, har jeg sovet faaaantastisk. Så det kan være, det er en slags abstinenser (?). Det irriterer mig i hvert fald, at jeg ikke bare kan få én god nats søvn. Og der hjælper det heller ikke, at jeg skal gå med kompressions-bh pg bryst-strop 24 timer i døgnet. Stroppen er sådan et tykt elastikbånd, der sidder riiiiigtig stramt hen over det øverste af brysterne og på den måde skubber dem lidt nedaf. Det er for at forhindre, at implantaterne ‘vandrer’ op. Smart. Og pisseirriterende. Når jeg vågner for femte gang om natten og sveder og begynder at blive små-grumpy, har jeg bare lyst til at rive den af og lægge mig om på siden. Jeg må nemlig kun sove på ryggen. Det værste er, at det bliver en ond spiral, for lige nu er klokken 21.45, og jeg kan mærke, at jeg begynder at sidde og stresse over den afbrudte søvn, jeg skal op og have om lidt. Og det hjælper jo heller ikke, selv om jeg er sååååå træææææt lige nu, at jeg bør kunne falde i en søvn så dyb, at jeg først vågner klokken 7.00 i morgen. Blev der sagt.

Jeg har i øvrigt helt glemt, at jeg har planer om at skrive et indlæg med gode råd til andre, der skal have samme operation. Sådan noget ledte jeg nemlig selv efter. Jeg laver lige en kladde med det samme.

Godnat!