Status en uge efter operation

Lige omkring nu er det præcis en uge siden, jeg blev vækket, efter jeg havde gennemgået den kæmpe operation, som sådan en dobbelt mastektomi med indsættelse af ekspandere er.

Jeg kan huske, at jeg mente, at jeg var super frisk på opvågningen. Det har jeg nok også virket på sygeplejerskerne, for jeg lå der kun tre kvarters tid, inden jeg blev kørt op på stuen. Men når jeg tænker tilbage lige nu, kan jeg faktisk ikke rigtig genkalde mig noget fra opvågningsstuen. Kun meget svage glimt. En mand (?), der piller elektroderne af mig. En kvinde, der lægger et lunt tæppe hen over brysterne og siger, at det kan hjælpe lidt på smerterne. En kvinde (måske den samme), der spørger, hvor ondt jeg har på en skala fra 1 til 10. Jeg løj vist lidt. For jeg kan genkalde fornemmelsen af, at jeg ikke ville have noget smertestillende, men bare ville op på min egen stue, så jeg kunne ringe til Morten.

Det er jo helt sikkert narkosen, der giver hukommelsesproblemer, mens der er rester af den i kroppen. Men det er alligevel ret syret overhovedet ikke at kunne huske, hvad jeg har sagt, og hvem jeg har sagt det til i flere timer. Fuck hvor kan man nå at dumme sig. Især hvis man, som kirurgen fortalte mig i går, bliver meget kærlig. Ej, nu kommer jeg lige til at tænke: Hvorfor fortalte hun mig det? Var det fordi, jeg var en af dem, der blev kærlig. Har jeg erklæret min kærlighed til en af plejerne eller lægerne? Nå. Ja. De skal jo have noget at tale om til julefrokosten.

Nå, men hvordan har jeg det så her en uge efter?

Fint. Det er den korte version.

Og det er ikke løgn. Jeg har det faktisk helt ok. Meget overraskende! Efter at have læst andres oplevelser med samme operation, så forventede jeg faktisk noget værre. Meget værre. Jeg havde forventet langt flere smerter, og at jeg ville være langt mere handicappet.

Altså jeg er ikke 100 pct. mig selv. Det ville være løgn at påstå. Jeg har stadig ind i mellem en trykken for brystet. Og jeg skal ikke løfte mine arme særlig meget, før det trækker i området omkring implantaterne. Men så længe jeg lader være med det, så mærker jeg ikke så meget til det. Muuuuligvis på grund af alle de piller, jeg stadig tager, haha.

Hvad er der i pilleæsken?

Panodiler og Iprener. Dem kender alle. Så er der noget, der minimerer mavesyren, så jeg ikke får problemer med det oven i det andet. Og så er der Gabapentin, som er en smertestillende til nervesmerter.

Jeg har også fået en lille pose med nogle af de milde morfin-piller. Dem kan jeg tage efter behov.

Jeg har det faktisk så godt, at jeg lige har været i Netto. Yes sir. Altså ikke alene. Morten var med, og det var selvfølgelig også ham, der bar det hele. Men bare det at komme ud. Ahhh …

Jeg har jo stadig dræn. I aftes tømte jeg det – og det ville pigerne rigtig gerne være med til. Underligt nok. Jeg tror, de har arvet min hang til at ville se klamme ting.

Der var desværre 50 ml. i drænet. Så jeg får det ikke ud før tidligst i morgen – hvis altså der er under 30 ml. i aften. Krydser fingre.

Her er et billede fra da vi kørte hjem i går. Så’n bare fordi 🙂

Og så skal I da lige se, hvad vi fik til dessert:

Jep. Morten og Carla kørte over på McD og købte Sundae. Og ja, Carla har ødelagt sine briller. Igen. Så nu skal vi ned og have nogle nye. Igen. Thank God for forsinkringer. Tror, forsikringsselskabet er ved at være lidt trætte af os.