Status på brysterne

Så er det 5. december. Merry fucking christmas.

Det her er der ingen, der har spurgt om. Men jeg skriver om det alligevel. For det er sådan noget, jeg selv ville have lyst til at spørge mig om, hvis jeg ikke var mig … Hvis det giver mening.

Det handler om pattøjet. Brysterne. Dutterne. Fortrinnene. Kær kropsdel har mange synonymer.

Hvordan føles de? Hvordan ser de ud? Er de færdige?

Status er helt kort, at jeg har to bryster og to brystvorter. Altså en på hver – mere freaky er det ikke. Brysterne er lavet af 465 ml. silikoneimplantater placeret under brystmusklen.

Brysterne som helhed ser faktisk meget naturtro ud. I og med at der er brugt såkaldte dråbeformede implantater, har de lidt ‘fald’ – eller hvad man nu skal kalde det. De fylder mere nedadtil. De føles også mere naturligt, end jeg havde troet. De er ikke spændte og hårde, men derimod faktisk lidt bløde. Ikke lige så bløde som mine gamle udsugede lapper, men blødere end de stenhårde kugler, jeg havde frygtet, de ville blive.

Jeg er følelsesløs på en del af brysterne. Jeg kan dog mærke, at følelsen kommer mere og mere tilbage i takt med, at nerverne ‘kommer sig’ efter den oprindelige brystoperation. Ifølge lægen kan der gå flere år, før man kan sige noget om, hvor meget følelse, der kommer tilbage. Jeg må bare vente og se.

Brystvorterne er lavet af min egen hud, der er klippet, snoet og dernæst syet sammen. Helt underligt. Men her en måneds tid efter operationen ligner det helt ægte brystvorter, som selve Moder Natur ville være stolt af.

På trods af deres beskedne størrelse har brystvorterne faktisk en ret stor betydning for det samlede ‘billede’. Altså med tøj på i hvert fald. Jeg har jo endnu ikke fået tatoveret farve på og omkring brystvorterne, så uden tøj på ser brysterne stadig lidt halvfærdige ud.

Men tjek lige dette billede. Meget livagtige bryster, ikk´?

Og nej, jeg har ikke bundet t-shirten op som en fashion-ting – det var den eneste måde, jeg kunne få strammet den om brysterne, så man kunne se brystvorterne. Bare rolig, sådan går jeg ikke klædt i hverdagen 😉

Jeg lægger i øvrigt mærke til, at jeg kalder brysterne for ‘mine nye’ og ‘mine gamle’ – i modsætning til ‘mine rigtige’ og ‘de kunstige’. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg mistede noget ved at få bortopereret mit brystvæv. Det hænger selvfølgelig delvist sammen med, at der var kræft i det ene bryst. Altså så de SKULLE væk, hvis jeg ville overleve. Men jeg har ikke en eneste gang savnet dem. Omvendt har jeg nærmest fra dag ét været rigtig glad for muligheden for at få nogle nye. Og jeg skal da også indrømme, at jeg griber enhver mulighed for at gå med bluser og kjoler, der kræver, at man ikke har bh på. Fordi jeg kan – hvilket var umuligt med mine gamle bryster.

For ikke særlig mange år siden var rekonstruktionen af brystkræftramtes bryster ikke noget, der blev prioriteret i sundhedsvæsnet. Dengang måtte man bruge indlæg i bh’en som substitutter for de bortopererede bryster. Nu er du rask, vær dog tilfreds med det.

I dag tænker man i langt højere grad i værdien af livskvalitet i de år, man har tilbage. Plastikkirurgi bliver brugt på rigtig mange områder – eksempelvis brandsårofre, folk, der har tabt sig rigtig meget (og derfor skal have bortopereret hud) og altså også kræftpatienter, der på grund af kræftbehandlingen har risiko for en lavere livsglæde på grund af de ar og mærker, som behandlingen af sygdommen har efterladt dem med.