Status et år efter diagnosen

For seks dage siden, d. 1. feb., var det et år siden, jeg sad med en nyfødt Mimi i armene i et standard venteværelse på Ringsted Sygehus. På trods af at jeg vidste, det ikke var et besøg, der ville ende positivt, så var jeg overraskende rolig. Selv da det både var en sygeplejerske OG en læge, der kaldte os ind (det er aldrig et godt tegn), var jeg fattet. Det var jeg også, da ordene blev sagt. Og lige efter. Og dagen efter. Og nu et år efter.

Et år?! Det er da vildt, ikk? Det her er sådan en kliché, men det er et år, der på samme tid er gået så stærkt – og hvor der er sket så meget, at man skulle tro, der var tale om et halvt liv.

Det her indlæg skrev jeg dengang. Det var det første indlæg ud af rigtig mange. Jeg er blevet helt bidt af at skrive lidt herinde ind i mellem. Af at have et sted at komme af med tanker, der hober sig op. Så det bliver jeg sgu bare ved med 🙂

Og hvordan går det så her et år efter?

• Jeg er begyndt at arbejde igen. Sådan næsten fuld tid.
• Jeg har ingen fysiske følger af kemoen.
• Jeg har nogle tegn på PTSD. Blandt andet bliver jeg ind i mellem forskrækket over lyde (især når jeg er træt), og så får jeg hjertebanken og kan ikke falde til ro igen, hvis jeg bliver vækket om natten. Men disse symptomer kan holdes nede. Ved eksempelvis at jeg sover på sofaen, så der ikke er nogen piger, der kommer ind og prikker til mig. Og så er motion rigtig godt for mig, kan jeg mærke. De dage jeg træner, får jeg en træthed, der gør, at jeg sover tungere og bedre.
• Jeg er kommet i gang med at løbe igen, og jeg er blevet nogenlunde stabil til at tage i Fitness World.
• Jeg tager en pille hver dag. Letrozol, antihormoner, der skal nedsætte risikoen for tilbagefald.
• Mit hår er blevet klippet to gange. Og nu overvejer jeg at få det farvet.
• Jeg har fået knogleskørhed. Ja, fedt, ikk? Lægerne er ikke helt sikre på, hvad årsagen er. Det mest åbenlyse er overgangsalderen. Men det kan alligevel ikke helt være det, for jeg havde kun været i overgangsalderen et par uger-agtigt, da det blev konstateret. Så nu har jeg fået en henvisning til nogle knogleskørhedseksperter på Holbæk sygehus.
• På grund af knogleskørheden tager jeg kalk og D-vitamin morgen og aften. Og en pille hver fredag. Alendronat hedder den. Da den ikke optages så let, skal den tages på tom mave. Og så irriterer den let spiserør osv, så man skal drikke et stort glas vand og holde sig oprejst bagefter. I starten syntes jeg, det var pisse irriterende med endnu en ‘regel’, jeg skulle leve efter. Men nu er det bare en del af hverdagen.
• Mine øjenvipper er ikke blevet sig selv igen. Heller ikke brynene. Overvejer seriøst at få dem lavet permanent. Skal bare lige finde det rigtige sted at få det gjort.
• Pigerne er nu snart 6 og 8 år. Ja, og så er der Mimi på 1 år. Haha, sjovt, jeg omtaler altid de store som ‘pigerne’ og Mimi som Mimi.
• Jeg har stadig ekspander. Så jeg mangler en operation, før brysterne er færdige. Eller nej, de er først helt færdige, når brystvorterne er rekonstruerede, men der går 100 år, før det sker. Jeg ser mig selv som færdig, når de endelige implantater er sat ind. Hvornår det sker, ved jeg ikke rigtig. Der er åbenbart lang ventetid på plastikkirurgisk afdeling. Jeg er blevet tilbudt en henvisning til privathospital, men det har jeg sagt (foreløbigt) nej tak til. Jeg har jo ikke travlt med at få det gjort. Og så synes jeg, det er lidt betryggende, at det er ‘min’ kirurg, der gør det færdigt.
• Jeg overvejer stadig at få gjort dem bare lidt større …
• Jeg har ofte mareridt. Om sindssyge ting som at jorden går under osv. Og de er SÅ livagtige.

Det bliver en laaaang status det her, så jeg stopper her. Sofaen kalder også.