Jeg sover på sofaen …

Altså det er ikke fordi, jeg er blevet kylet ud af de højhellige gemakker og den ellers fantastisk komfortable dobbeltseng (der har sådan en topmadras, som tilpasser sig efter kroppen … jeg kan ikke lige huske, hvad sådan én hedder …), men de seneste mange dage – nej, uger – har jeg sagt godnat og er listet ind på sofaen. Den er lidt for kort, bulet og er faktisk overhovedet ikke det mest komfortable i verden at sove i.

Men jeg gør det alligevel. For søvnen jeg får dér er bedre end den, jeg får i dobbeltsengen på førstesalen.

Som jeg – vist nok – har beskrevet tidligere, så har jeg nogle problemer med at falde i søvn igen, hvis jeg vågner om natten. Og så kan en nat herhjemme altså være lidt af en hård nyser, når man har tre piger, der skiftes til at vågne med mareridt/tørstige/savner mor/savner far/savner bamsen/savner en eller anden fra børnehaven i Odense.

Nej, så simpelt er det faktisk ikke … Lad mig prøve at forklare:

Allerede under kemo lagde jeg mærke til, at min krop reagerede anderledes, hvis jeg bliv vækket i løbet af natten. Hvor jeg normalt bare ville vågne og være sådan lidt natteforvirret og træt og hvad man ellers kan være, når der pludselig er nogen, der råber ‘mooooooaaaaaarrrr…’ inde fra naboværelset, så fik jeg et ‘chok’, hvis jeg blev vækket. Jeg bruger ordet ‘chok’ i mangel af bedre. Men altså sådan så jeg vågnede med hjertebanken og følelsen af panik.

Man behøver ikke være mere end gennemsnitligt klog for at regne ud, at baggrunden for min krops reaktion hænger sammen med, at den er blevet ‘tortureret’ med kemo. At den har været udsat for overgreb – igen og igen og igen.

Min krop er i konstant alarmberedskab. Det er vel en form for PTSD?

Jeg mærker det mest om natten. Og allermest når jeg er lidt træt efter en lang uge. Mandag er den bedste dag. Der er jeg ovenpå. Som dagene går, bliver det mere og mere udtalt. Om fredagen kan jeg gå rundt og få små chok over hvad som helst – en dør, der lukker, telefonen, der ringer … alt muligt.

Hvis man skal tale om senfølger efter en kræftsygdom, så er det her nok den, jeg har. Jeg går ellers og påstår, at jeg er sluppet super heldigt, fordi jeg ikke har nogle skavanker. Men der er altså liiiige det her.

Jeg vil dog stadig mene, det er heldigt sluppet. For jeg kan som sagt undgå den værste søvnmangel ved at lægge mig på sofaen nede i stuen.

De første gange jeg lagde mig dernede, følte jeg, at det var en kæmpe falliterklæring. Altså hallo, kan jeg ikke engang overskue mine egne børn, når de vågner om natten? Og så følte jeg, at jeg på en måde meldte mig ud af familien. At jeg kørte mit eget freaky stress-show nede fra den bulede sofa. Men som det er med så mange andre ting, blev det efterhånden en vane.

Nu bliver lagnet ikke pillet af mere om morgenen. Og jeg er stoppet med at sige ‘i morgen! I morgen sover jeg ovenpå sammen med jer andre … ‘. Nu er det bare sådan, det er.

Og nu vil jeg gå i sofa.