Glimt fra en ferie…

Klokken er kvart over alt for mange, og jeg ligger her under dobbeltdynen (fatter ikke konceptet dobbeltdyne … jeg vil meget gerne ligge og fise under min helt egen dyne, tak) og venter på at blive træt.

Til højre for mig er der en, der trækker vejret så dybt og højlydt, at det nærmer sig snorken. Jeg gætter på, at det er Caroline. Hun har uden lyv været i poolen fra 10 til 17.30. Kun afbrudt af frokost. Fuck, hun var smadret under aftensmaden!

Nå ja, vi er på ferie, skal jeg lige hurtigt huske at nævne:-) Vi er i noget, der hedder Ras Al-Khaimah, som ligger ca 100 km. nord for Dubai.

Om halvandet døgn skal vi hjem. Det er sgu ok. Jeg kan rigtig godt lide at være så intenst sammen, som man er på sådan en tur, men control freaken i mig er først rigtig glad, når vi er tilbage i vante rammer. Det er egentlig lidt underligt, at jeg har det sådan, for jeg har rejst rigtig meget – både med og uden børn. Men jeg kan sgu ikke rigtig lægge det fra mig.

Her er lige nogle snapshots fra de seneste dage:

Aner ikke, hvordan det kommer til at se ud, når jeg lægger billeder ind direkte fra mobilen. Har forsøgt at skalere, så godt jeg kunne, så de er forhåbentligt lidt ensartede, billederne. Nu må vi se 😀

Det dér med ikke at kunne sove hænger i øvrigt sammen med det med min indre kontrollant. Så længe jeg har kunnet huske, har jeg haft perioder, hvor jeg først kan sove, når det begynder at blive lyst udenfor. Det jeg er bange for, er at blive vækket om natten. Altså mens det er mørkt. Giver det mening? Det er blevet værre, efter jeg har fået børn. Og ganget med 1000 efter jeg har haft kræft. Jeg ser det som slags mild form for post traumatisk stress. Hvis jeg bliver vækket om natten af pigerne (eller noget andet), så vågner jeg med et sæt og har hjertebanken og føler mig … stresset? (Kan ikke helt forklare følelsen). Jeg kan i hvert fald have rigtig svært ved at falde ned igen. Ofte sover jeg ikke mere den nat.

Jeg har en teori om, at det er fordi, min krop har været konstant ‘alert’ det seneste år. Den har simpelthen ikke fundet ud af, at den ikke er i krig mere.

Nå, det er altså svært at forklare, når man kun har iPhonens lille tastatur at gøre godt med. Min langefinger er ved at være træt (ja, jeg taster altid med langefingeren – det er faktisk først lige nu, det går op for mig selv).

Nu skal jeg lige overbevise mig selv om, at jeg skal lægge telefonen fra mig og gå ud og børste tænder.

I gang!