Træt, træt, træt … Mine kemobivirkninger

Som tidligere nævnt har jeg ikke de store bivirkninger af kemoterapien. Eller: Jeg har ikke de bivirkninger, jeg havde forestillet mig, var uundgåelige. Eller nej, jeg må hellere formulere det som: DEN bivirkning, jeg havde frygtet: Opkast.

Her hvor kemo nummer tre har boet snart fire dage i mig, kan jeg mærke, min krops reaktioner er meget ens fra gang til gang.

Fredag (kemodag): Lidt hovedpine og træthed. Svært ved at samle tankerne.
Lørdag: En mærkelig kombination af at være slidt og samtidig ‘oppe på dupperne’.
Søndag: Lige som lørdag
Mandag: Her sniger trætheden sig ind. Og sammen med den en smule kvalme/utilpashed
Tirsdag og onsdag: Lige som mandag – bare værre.

At trætheden først kommer snigende mandag, skyldes helt sikkert den Prednisolon, jeg får. Det er et binyrebarkhormon, og på mig virker de altså også på den måde, at jeg føler, jeg er i konstant alarmberedskab. Antennerne er ude, og jeg er totalt rastløs. Jeg har indtil nu fået Prednisolon fredag, lørdag og søndag. Men efter at have fortalt lægen om ‘nedturen’, jeg får mandag-tirsdag-onsdag, har jeg denne gang fået lidt ekstra Prednisolon til mandag og tirsdag.

Jeg ved sgu bare ikke, om det er det værd … For det gør også, at jeg ikke sover godt om natten. Altså jeg vågner efter få timers søvn og føler, at jeg slet ikke har behov for at ligge på hovedpuden mere. Sådan har det været de sidste mange nætter. Og nu er jeg bare SLIDT! Men samtidig kan jeg ikke sove. ARGH!

Det hjælper så heller ikke på det, at det er påskeferie, og skolen og børnehaven derfor har lukket. Heldigvis (for pigerne) har de dog nogle legeaftaler flere af dagene, så de ikke skal udsættes for deres zombie-mor.

Nå, nu kalder baby Mimi ude fra barnevognen.