3. kemo …

Ja, nu er jeg snart garvet gæst på kemokontoret. I hvert fald kan jeg tydeligt mærke, at vi er nået til en slags ‘business as usual’, når jeg træder ind på stuen og sætter mig i den behagelige lænestol. Jeg har i øvrigt valgt den samme stol hver gang – det er først nu, det går op for mig. Måske fordi der er en vis tryghed i rutinen.

Denne gang var min søster med. Hov, jeg spoler lige tiden et døgn tilbage til torsdag, dagen inden kemo:

For at kunne få kemo, skal mit immunforsvar være oppe på et acceptabelt leje. Kemoterapien går ind og slår immunforsvaret ret meget ned, hvorefter det bygges op igen i løbet af de tre uger mellem behandlingerne. For at være sikker på, at det er sket, skal man have taget en blodprøve dagen inden kemo. Den var jeg i Roskilde og få taget, hvorefter jeg tog hjem og ikke tænkte mere over det. Nogle timer efter fik jeg dog et opkald fra en sygeplejerske, der kunne fortælle mig, at et af tallene ikke var helt okay. Det skulle være 1,5, men var 1,2. Nu er jeg ikke den store bioanalytiker (eller den lille for den sags skyld), så hun kunne lige så godt have brugt tallene 2000 og 2.000.000, og jeg ved heller ikke, om det var leukocytterne eller hvad der ellers findes af halløjsaer til at måle immunforsvaret. I hvert fald var de på det tidspunkt på et niveau, hvor jeg ikke måtte få kemo.

O.K.A.Y.

Nu er jeg normalt typen, der bliver uendeligt lettet og nærmest fejrer det (med kage. Eller slik. Ja, oftest slik), hvis tandlægen ringer for at rykke en tid. Eller hvis et kedeligt møde bliver udsat. Så man skulle jo tro, at jeg ville være tilfreds med udsigten til måske at få rykket giftindsprøjtningen til efter weekenden …

Hell no!

Nu har jeg talt otte x tre uger frem i kalenderen. Jeg har sat røde ringe omkring de datoer, hvor jeg skal møde op på kemokontoret. Så jeg var alt andet end glad over risikoen for, at den store slutdato blev rykket længere ud i fremtiden.

Sygeplejerskedamen fortalte, at der var en chance for, at tallene var bedret dagen efter, så jeg skulle have taget en ny blodprøve fredag morgen. Tidlig morgen. Og resultatet af den ville så afgøre, om jeg fik lov til at lægge krop til behandlingen samme dag.

1,9 sagde blodprøven dagen efter. Pyha. Så kørte vi videre efter samme skema.

Og der var jeg så. I den samme stol. Over for den samme sygeplejerske. Som stillede de samme spørgsmål om bivirkninger og grinede af mit ‘tak, i lige måde’, da hun sagde, at jeg så ‘brandgodt ud’.

Kort efter løb den samme røde væske ind i kroppen. Efterfulgt af den klare. Epirubicin og Cyclophosphamid. Det, vi i inderkredsen kalder EC.

Der blev talt den samme smalltalk med en ældre dame tre stole væk. Svaret på de samme spørgsmål om babyen i barnevognen. ‘En pige. Tre måneder’. ‘Nej, det var ikke lige planen med min barsel’. ‘Jo, det er da lidt hårdt, men sådan er virkeligheden bare’.

Og så var der gået et par timer. Ud og tisse rødt. Ha. Sjovt? Ikke rigtig mere. Farvel og tak. På gensyn om tre uger.

3 down. 5 to go.

______________

P.s. Jeg er rigtig, rigtig, rigtig træt her til aften (mandag aften). Derfor er dette indlæg lidt amputeret.