Udskrevet, udtrappet og udmattet

I onsdags tog jeg jo hjem på orlov. Onsdag aften var der som tidligere nævnt 50 ml. i det tilbageværende dræn. Meeeen torsdag var jeg nede på 25 ml.. Hurra for små mængder sårvæske! Så fredag kunne jeg endelig tage op på afdelingen for at få fjernet det sidste dræn og blive rigtigt udskrevet.

Jeg fik en masse smertestillende med hjem, som jeg nu selv skal dosere. og jeg er så grundlæggende frastødt over alt, der hedder afhængighed af alle substanser, at jeg allerede nu har trappet mig selv ned til et minimum. ‘Trappet ned’ lyder pænt junkieagtigt, men det var faktisk sygeplejerskens ord. Hun fortalte, at når man har fået smertestillende i en uge (altså ikke bare Panodiler og Iprener), så må man ikke bare stoppe fra den ene dag til den anden, men skal trappe ned. Oooookay …

Overraskende nok har jeg ikke super ondt. Mere. Eller … Jeg har ikke rigtig haft MEGET ondt på noget tidspunkt, men smerterne har nok også været camoufleret af de smertestillende.

Men det gør ex. ikke ondt at tage tøj på, og jeg kan sagtens trække almindelige t-shirts over hovedet og stikke armene igennem, uden det giver de store problemer. Det var ellers et af de råd, jeg havde fået. Altså at anskaffe mig en masse tøj med knapper/lynlåse. Og jeg kan sagtens komme ud af sengen uden hjælp.

Rent faktisk er jeg så frisk, at jeg i dag var ude og gå 5-6 km. med Morten, Mimi og Caroline. Ned til den dejlige strand, vi bor så tæt på (men overhovedet ikke bruger nok).

Jeg har en skridttæller i telefonen, og den afslører, at jeg de seneste ti dage har gået sådan cirka 40 skridt om dagen. Så det er vist på tide, jeg bruger benene lidt. Ej, det var nu ikke derfor, vi gik den halvlange tur. Jeg havde bare sådan en lyst til at få noget luft – og sol i ansigtet især. De seneste mange dages indlæggelse har gjort mig alvorligt bleg. Og når jeg ud over det er både skaldet og uden øjenbryn/-vipper, så ligner jeg faktisk mest af alt ham dér den onde munk fra Da Vinci Mysteriet. Ham albinoen.

Det var måske også derfor, blomsterbuddet, der bankede på i går, virkede lidt nervøs, da jeg – ellers smilende – lukkede døren op. ‘Skaljeghjælpedigindmedblomsterneokayhejhejhavengoddag’ lirede han hurtigt af, inden han drønede af sted igen i sin lille bil.

Så solstrålerne falder et meget tørt sted.

Og se lige hvor frisk jeg var efter gåturen:

Haha, ej, billedet er fra i går, hvor jeg var ret træt i løbet af dagen. Jeg har ikke ligget sådan i dag. Meeeen træerne vokser ikke ind i himlen – siden vi kom hjem fra gåturen, har jeg siddet ovenpå og set Game of Thrones med en parisertoast i hånden.

Og ja, det er min dyne 😉