Udskiftning af ekspandere – nailed it!

Okay, måske en kende kæphøj i overskriften. Men så’rn går det, når man bare er sindssygt lettet over, at det fanden fiseme er overstået. Ikke flere operationer i fuld narkose. Ikke flere sexy støttestrømper. Ikke flere underbukser i unisex, der belejligt nok er syet, så de har plads til lidt ‘junk’  foran – If you know what I mean;-).

(Sorry, jeg kan ikke vende billedet her på telefonen. I må dreje hovedet)

Jeg blev kørt ind til operationen kl. 10.30-agtigt. Lige inden havde jeg fået lagt en blokade i brysterne af en virkelig sød og sjov narkoselæge. ‘Det gør ikke ondt – altså på mig, hahaha,’ sagde han, da han skulle til at jage den 40 cm lange nål ind i min brystmuskel (okay, 10 cm, men you know…). Måske en lidt onkelagtig joke, men på en eller anden måde gjorde det mig helt rolig. For når han tog så let på det og samtidig virkede så kompetent, kunne jeg trygt overlade det til ham.

Generelt har jeg kun ros til operationsgangen. Det kører sgu altid, som det skal, dernede. Det er nok  kontrolfreaken i mig, der godt kan lide det med, at der er procedurer for ALT på sådan en operationsstue. Ikke noget med ‘øøøh, hvad var det nu liiige …?’ Hvilket egentlig står ret meget i kontrast til den måde, jeg selv arbejder.

Da jeg vågnede, var jeg mere ‘off’, end jeg plejer at være. Jeg havde ret svært ved at vågne og følte mig vildt træt og samtidig rastløs. Jeg havde kun ligget på opvågningen nogle minutter, da jeg fik ret ondt i brysterne. Og jeg kunne mærke, jeg blev virkelig irritabel over det. Altså på den dér ‘lad være med at tale til mig’-agtige måde. Samtidig ville jeg bare op på min stue, så jeg løj faktisk og plastrede det store smil på og sagde, at jeg havde det helt fint, hver gang sygeplejersken spurgte ind til mine smerter. Jeg orkede nemlig ikke at skulle ligge der mere end højst nødvendigt.

Moppe på stuen fik jeg dog hurtigt hevet fat i sygeplejersken, og det tog hende kun få minutter at hente en Tradolan til mig. Oh yes. Jeg kan huske dem fra sidst. De giver en lille buzz, mens de fjerner smerterne. Win!

Noget jeg også kan huske fra sidst, er den lækre mad. Tjek lige:

Uhlala. Kikso avec queso. Og sikke en dejlig overraskelse, der præsenterede sig for mig, da jeg tog en bid: kommen. Jamen altså. Kommenkiks har altid været min favorit i den dér kiksekasse, man sætter på bordet til julefrokosten.

Kirurgen, Rikke, var inde og hilse på mig for lidt siden. Hun fortalte, at alt var gået fint, og at hun var endt med at lægge et 440 ml’s implantat ind. Jeg har ikke fået dræn, så jeg kan komme hjem i morgen først på dagen.

Hun fortalte også, at hun gerne ville have brysterne til at sidde lidt lavere, da de åbenbart gerne vil søge nordpå, så jeg får en bryststrop på, som jeg skal gå med de næste 4-6 uger. Den stramme bh, jeg har på, skal jeg også gå med 4-6 uger. Både dag og nat. Så det er ikke mig, der krydser fingre for hedebølge inden for den nærmeste fremtid.

Nå, nu får jeg besøg, kan jeg høre …

Det var en læge. Og hov, nu kommer pigerne. Ses.