Morlivet vs. Kræftlivet vs. Arbejdslivet vs. Morlivet vs. …

Ja, fortsæt selv.

Det er noget, jeg er blevet konfronteret med nogle gange i løbet af de seneste uger. Eller: Jeg har været opmærksom på de gange, jeg er blevet konfronteret med det i forskellige situationer.

Nu har jeg hele vejen igennem sygdommen været meget åben omkring, hvad der er foregået, og hvad status var. Det samme er jeg omkring mit mor-liv. Jeg har aldrig været bange for at sige det, når jeg syntes, barsel i perioder var meget langtrukkent, og hvordan jeg på ingen måde blev tilfredsstillet af at gå en hel dag uden anden menneskekontakt end en få måneder gammel baby – og på de gode dage en venlig supermarkedsmedarbejder og pædagogerne i børnehaven (læg lige mærke til det, næste gang, du henter/bringer i vuggestuen eller børnehaven; Den mor/far, der bliver hængende allerlængst og altid liiiige har et spørgsmål til – og også meget gerne vil høre om pædagogens egne børn/mand/fritidsaktivitet/sommerhus – det er med 99,9 pct. sandsynlighed en, der er barselsramt, og som derfor higer efter en eller anden form for samtale med en voksen). Og at babysalmesang på mange måder mere var for at tilfredsstille mit sociale behov, end det var for at stimulere mit barn – selv om det selvfølgelig var en bonus. Især når hun blev så træt, at hun tog en god lur bagefter 😉

Så jeg er generelt ret åben, når jeg står i en situation. Og det er netop her, koen er begravet (;)). For åbenheden afhænger åbenbart af den situation, jeg står i. Og jeg er (overraskende for mig selv) ikke god til at blande mine mange liv. Eller jo, hvis jeg på arbejde bliver spurgt om den sygdom, jeg har været igennem, så har jeg overhovedet intet imod at fortælle alt. Men i den situation er det jo også stadig mig, der styrer. HVIS jeg havde lyst til at skjule noget, kunne jeg stadig gøre det.

Det er først, når jeg finder mig i en situation, hvor livene pludselig ufrivilligt bliver blandet, at det bliver ubehageligt. Har jeg fundet ud af. Det kræver et eksempel:

Jeg stod nede i SFO’en og ventede utålmodigt på, at Carla fik taget sine sko af, så vi kunne vinke farvel, og jeg kunne suse af sted til kontoret i Roskilde. Altså en typisk mor-situation. Over for mig stod en anden mor i samme situation. Jeg kiggede, smilede, og vendte derefter opmærksomheden mod Carla igen. “Hej, kan du huske mig?” spørger den anden mor pludselig. Jeg kigge op på hende. Tænkte, at hun virkede bekendt – og faktisk også lidt mere end, hvordan de andre mødre i SFO’en virker bekendte; altså et ansigt på en person, man har hilst overfladisk på nogle gange før.

“Vi trænede sammen nede i genoptræningen …” sagde hun prøvende, da hun kunne se, det gik lidt trægt med min hukommelse. Og bum, så huskede jeg det! Da jeg var i begyndelsen af min kemoperiode, trænede jeg i det kommunale rehabiliterings-genoptræningscenter. Et fint tilbud om træning to gange om ugen med fys’er og gruppesamtaler osv. Der var som sådan ikke noget i vejen med tilbuddet, men det var for stressende for mig at skulle nå derop på bestemte tidspunkter – jeg havde jo også lige Mimi at tage mig af oven i det hele. Så da jeg havde jongleret lur/træning/transport/kemotræthed en måneds tid, stoppede jeg igen. I stedet løb jeg nogle ture selv – med og uden barnevogn.

Og på dette træningshold, som var for kræftramte, gik altså en masse ældre mennesker og så nogle få yngre – som eksempelvis hende moderen fra SFO’en. Jeg har aldrig talt med hende dernede, men jeg kan huske, at jeg bed mærke i, at hun havde en pæn pagefrisure, og at jeg tænkte på, om det var en paryk.

Nu stod hun så dér. I SFO’en. Vores piger går på samme årgang og skal muligvis i klasse sammen. Det var dybt ubehageligt. Virkelig. Jeg fik en følelse af ikke at kunne komme hurtigt nok væk fra situationen. Det ville dog virke lidt mærkeligt bare at vende mig om og gå, så jeg trodsede mine umiddelbare instinkter og blev stående, indtil de obligatoriske høflighedsfraser var serveret og returneret.

Mig: “Hvordan har du det?”
Hun: “Fint, men jeg har fået metastaser i leveren. Men jeg har det godt, de er under kontrol.”
Mig: *Fuck!* “Havde du brystkræft?”
Hun: “Nej, i binyrerne”
Mig: *Pyh … ikke det samme som mig* “Okay, det er jeg da ked af at høre …

Osv …

Det lyder mega strengt, men det er bare helt ærligt, hvad der stryger gennem hovedet. Når jeg møder folk, der har haft tilbagefald af deres kræftsygdom bliver jeg vildt bange – på mine egne vegne! Og hvis jeg så finder ud af, at de har haft en anden kræftform end jeg, så bliver jeg beroliget, for så er der ikke noget sammenligningsgrundlag. Giver det mening?

Situationen her fik mig til at tænke over det med mine parallelliv. Jeg har nævnt det tidligere, tror jeg. At jeg har kørt en slags dobbeltliv hele vejen igennem min sygdom. Den ene dag var jeg mor på barsel, og den anden dag var jeg patient i kemostolen. Jeg tror, at det har været en form for overlevelsesmekanisme, der har fået mig til at skille verdenerne mentalt ad. For helt seriøst, på barsel med barn nummer tre OG kræft!? Jeg kan næsten ikke overskue tanken – og dog har jeg lige været igennem det.

Nå, nu kommer pigerne hjem fra strandtur 🙂

Jeg har flere gange i løbet af de seneste par uger skrevet på nogle indlæg og gemt dem som kladder, når jeg af den ene eller anden grund blev forstyrret. Men nu udgiver jeg altså dette, selv om jeg ikke er helt færdig.

Jeg skal jo videre med bloggen. Og så skal jeg også lige nå at fortælle, at jeg skal opereres på tirsdag! Oh yes. Den sidste brystoperation, hvor ekspanderne bliver skiftet til endelige silikoneimplantater. En slags foreløbigt punktum 🙂

Såååå bered jer på en del flere indlæg de kommende dage, når jeg ligger og restituerer.