Av, av, av …

De sidste fire-fem dage har jeg sovet endnu dårligere, end jeg plejer. Og da ‘plejer’ ikke er super godt i forvejen, så er det ikke noget at sige til, at jeg har været halvtræt hele ugen.

Jeg har nemlig haft besøg af en god gammeldags tandpine. Ja, av, ikk?

Der er seriøst ikke noget værre end tandpine! (… siger hende, der har fået skåret brysterne af).

Hvis man ikke har prøvet det, kan man ikke sætte sig ind i det. Den dér dunkende smerte, der bare bliver ved og ved og ved … Og som bliver dulmet lidt af smertestillende (som der tages lidt for meget af for bare at GØRE NOGET), men så returnerer få timer efter, når pillernes effekt aftager. Oh my …

Når tandpine er rigtig slemt, kan man blive helt panikken. Man vil gøre ALT for at få smerten væk. Hvad som helst. En million? finfinfin, du tager bare!

SÅ slemt var det heldigvis ikke denne gang. Men slemt nok.

Det føltes godt nok ikke, som om det kom fra en tand, men mere som kom smerten fra kæben. Så jeg mistænkte faktisk min knogleskørhedsmedicin for at være synderen. De kan nemlig give noget, der hedder kæbenekrose – hvilket sådan cirka betyder død kæbe. Ja. DØD kæbe. Altså at kæbeknoglen smuldrer væk. Lille, diskret bivirkning, ikke sandt?

Så jeg fik en akut tid ved tandlægen i dag. Min søde tandlæge, der er tidligere børnetandlæge og derfor er dejligt tålmodig og rent faktisk tager alle mine spørgsmål seriøst. ‘Kommer det til at gøre ondt?’, ‘Hvis det ikke gør ondt nu, kommer det så ikke til at gøre ondt?’, ‘Hvis bedøvelsen ikke virker mere, så mærker jeg det, ikk?’, ‘HOV, jeg mærkede noget! Nå, du rører slet ikke ved mig? Ikke noget alligevel så’.

Jeg fik taget et røntgenbillede, der så fint ud. Hvorefter klinikassistenten fandt ud af, at det var det forkerte sted, billedet var taget. Så fik jeg taget et billede til. Hvilket også så fint ud.

Jeg var tæt på at sige ‘Nå okay, der var ikke noget? Så ses vi bare en anden gang, hej hej!’ og spæne ud af døren med min tandpine.

Men vi fandt heldigvis ud af, at det var min 12-års tand, der var synderen. For et halvt års tid siden fik jeg lavet et hul, der lå ret tæt på nerven. Og det har nerven åbenbart ikke overlevet. Så den lå derinde og var død nu. Lææææækkert! (Bonusinfo: Man kunne lugte det, da hun borede og nåede nerven. Oh yes. Lugten af dødt væv. Da jeg lidt frastødt spurgte ‘Er det min tand, der lugter?’ svarede hun bare tørt: ‘Hvordan skulle det ellers lugte, når der har ligger noget dødt lukket inde i et halvt år?) Yeah … Okay … Jeg pakker bare lige min forfængelighed væk.

Så en rodbehandling skulle der til. Fedt nok.

Ej, det gjorde faktisk ikke ret ondt. Eller: Det gjorde slet ikke ondt. Hun er god til at bedøve, min søde tandlæge.

Først da bedøvelsen aftog … Av.

Men så kan jeg da forhåbentlig se frem til en nat uden tandpine. Praise the lawd!