Jeg, en mutant

Fuck you, karma!

… Ja, eller nemesis eller hvem jeg ellers kan give skylden.

Som tidligere nævnt så er en af de helt sikre bivirkninger ved Taxoteren, at jeg mister smagssansen i en god uge efter infusion. Men så plejer den også at returnere til sin plads. Seriøst, det er så meget livskvalitet i at kunne smage. For mig i hvert fald. At kunne tage en tår af dagens første kop dampende kaffe og nyde, hvordan den først føles lidt for varm på tungen. Efterfulgt af lige tilpas sødt til, at det ikke bliver for hvinende (ja, jeg bruger både mælk og sukker i min kaf’). Og så til sidst de bitre stik bagerst på tungen lige inden den glider ned gennem halsen. Oh yes. Vi drikker Nespresso herhjemme, og jeg har indstillet maskinen til at lave kaffen lige præcis på den måde, jeg bedst kan lide den. Med lige den rette mængde mælkeskum. Og så med en sødetablet og tre dråber sødemiddel. Lige præcis sådan. Hverken mere eller mindre. Alternativt en teskefuld sukker, hvis jeg får dårlig samvittighed over de kunstige sødemidler.

Nå, men mens mine smagsløg er i flyverskjul, får jeg ikke nydt min kaffe. Eller noget som helst andet.

Og jeg glæder mig altid ekstra meget til, at de kommer retur, så jeg kan forkæle dem med noget godt. Sådan lidt lige som man er ekstra sød ved sin kæreste, hvis han har været væk nogle dage, og man virkelig kan mærke, man har savnet ham.

Uh, jeg glædede mig! Jeg har en boks med is fra Ismageriet på Amager liggende i fryseren. Og chips i skabet. Og chokolade i køleskabet. Og avocadoer. Og jegvedikkehvad.

Men så var det lige, jeg fik ondt i halsen søndag aften. Og vågnede op mandag (i forgårs) med snot i hele kroppen (føltes det som om). Og hvis der er noget, mine smagsløg og min lugtesans aldrig har kunnet lide, så er det forkølelser. Så jeg er stadig uden smag.

Shoot me.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg, en mutant