Jeg, en mutant

Der er noget, jeg har holdt hemmeligt … Ikke fordi, ingen må vide det, for hey, der er ingen ting, jeg skammer mig over (HA, ej, okay, som om … Men her i kræftforløbet er der i hvert fald meget få ting, jeg ikke deler). Jeg har ikke nævnt det her på bloggen af hensyn til de mennesker, det muligvis ville berøre.

Jeg nævnte for nogle måneder siden, at jeg skulle ind og have svar på en gentest. En test, der skulle vise, om det er en fejl på et gen, der gør, at jeg har udviklet brystkræft. Lægen havde på forhånd sagt, at fordi jeg er den første i familien med brystkræft – hey, jeg er endda den første med nogen som helst form for kræft – så var risikoen for en genfejl ikke særlig stor. Så da svardagen kom, mødte jeg op i højt humør med min søster. Vi sad og pjattede ude i venteværelset (noget, nogen måske vil synes er lidt upassende, siden det var på Rigshospitalets kræftafdeling. Men jeg føler på en eller anden måde, at jeg har carte blanche til sådan nogle ting.).

Da sygeplejersken kom og hentede os, var det derfor tre smilende piger (Mimi, min evige sidekick var selvfølgelig med), der gik med ned ad gangen og ind på et lille kontor. Her sagde lægen meget hurtigt: ‘Vi har fundet en genfejl’. Lægerne er generelt dygtige til at fortælle tingene meget tydeligt og præcist. ‘Bum, bum, bum, sådan er situationen. Og det her gør vi nu …’ Ingen risiko for misforståelser.

BRCA1 hedder det gen, jeg har en fejl på. Fejlen gør, at jeg har op til mellem 80 og 90 pct. risiko for at udvikle brystkræft. Og 50 pct. risiko for kræft i æggestokkene.

Av.

Så nu er planen for mit forløb ændret. På grund af den store risiko for brystkræft er der ingen grund til at lave en brystbevarende operation, der efterlader ‘farligt’ brystvæv. Derfor får jeg fjernet begge bryster. Og efterfølgende er det æggestokkenes tur.

Hvordan har jeg det med det? Det ved jeg ikke rigtig.

På den ene side er jeg lidt lettet over at finde årsagen til min sygdom. Og for at have mulighed for at gøre noget for at minimere risikoen for, at den vender tilbage. På den anden side er det en voldsom operation, jeg skal igennem. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke over, at jeg om kort tid har fået fjernet meget af det, der gør mig til en kvinde: Håret, brysterne, æggestokkene (der producerer kvindeligt kønshormon).

Og så er det da lidt underligt at tænke på, at jeg er lidt defekt.

Jeg kan dog mærke, at jeg stadig er dér, hvor det at blive rask betyder allermest. Så må jeg tage reaktionerne på alt det andet bagefter.