At få svaret på scanningen

Tirsdag d. 2/2 var jeg til CT-scanning på Ringsted Sygehus. For at finde ud af, om der var spredning til organer, knogler eller andet.

Og så skulle vi rent faktisk ikke noget, før det blev torsdag d. 4.2, hvor vi skulle på Onkologisk afdeling på Roskilde Sygehus. Her ville jeg både få svar på scanningen og få at vide, hvornår kemoterapien ville blive startet op.

Dagene fra tirsdag til torsdag … Åh, de var hårde. Nu havde vi fået den ultimativt dårligste nyhed mandag, så det var slet ikke til at holde ud, at vi potentielt fik en endnu værre nyhed torsdag. Så’n lidt brystkræft^2.

Typisk mig så fik jeg gejlet mig selv fuldstændig op. Jeg lå hver aften/nat og googlede ‘brystkræft’, ‘brystkræft spredning’, brystkræft dø af’, brystkræft prognose’ og alverdens varianter heraf. Og det er jo fint at søge info … Hvis man kan sortere i det. Og det var jeg måske ikke så god til. Eller jo, jeg sorterede således i det, at jeg huskede det dårlige – alle historierne om enkemændene efterladt med fire børn. Historierne om yngre kvinder med spredning i hele kroppen. Artiklerne om de kræfttyper, der er så aggressive, at de ikke kan bekæmpes …

Med alle de tanker i hovedet turde jeg ikke håbe på noget som helst, da vi trillede mod Roskilde Sygehus.

Det var sådan en syret følelse at parkere foran sygehuset. Mindre end halvanden måned forinden gik vi ind af samme indgang – for at føde! Og dagen efter forlod vi sygehuset – trætte, glade og spændte på det nye liv som familien mangebørn … Den største bekymring den dag var helt sikkert noget med en manglende liter mælk, eller om pigerne havde fået hue på …

Jeg kan huske, at da vi gik ned mod Onkologisk Afdeling, sagde jeg til Morten, at vi skulle finde ud af, hvilken parkeringsplads, der lå tættest på, nu hvor vi skulle herop så mange gange det næste halve år. Jeg kan huske, at jeg var bevidst om, at jeg ikke helt forstod mine egne ord. HVORFOR var det lige, at vi skulle herop hver tredje uge? For at få kemo, ja. Men … Skulle jeg virkelig det? Altså sådan en lidt syret følelse af at være hovedrolleindehaver i en dårlig variant af sit eget liv.

Afdelingen så ud, som sådan nogle gør. En lægesekretær, der sætter rutinesmilet (der sikkert er velment) på og beder om CPR-nummer. Vand i kander på rulleborde ‘der er også kaffe, hvis I vil have?’ Tak, men nej tak.

Venteværelset var halvfyldt. Udelukkende af ældre over 60-agtigt. Morten fortalte senere, at han flere gange tænkte: ‘Vi skal slet ikke være her. Det er helt forkert’. Og vi stak da også ud fra mængden – især når vi kom gående med en barnevogn med indhold.

Normalt når man kommer gående med barnevogn et sted, hvor der er mange ældre, så er der næsten kamp om at få lov til at kigge ned i vognen, spørge om køn, alder, navn … Men ikke denne dag. Blikkene var helt anderledes, smilene stramme, og ingen sagde noget. Måske tænkte de det samme som Morten.

Inde ved lægen hørte jeg ikke andet end ‘bla bla bla … CT-scanningen var fin … Bla bla bla’. Hov, stop! Ingen spredning?! Fedt!

Det var så dejligt for første gang den uge at få en besked, der var positiv, at jeg ikke kunne lade være med at få tårer i øjnene. Jer, der kender mig, ved, at det ikke sker tit. Slet ikke foran fremmede. Så det var stort. Og det var rigtig godt!

Næste besked var: ‘Du starter kemo i morgen’ (fredag 5.2). Okay så. Så siger vi det. Alle celler i min krop havde lyst til at spørge, om vi ikke lige kunne vente til mandag. Bare lige …

Selv om jeg vidste, at min prognose blev markant bedre, nu hvor der ikke var spredning, så ville jeg gerne høre hende sige det. Så jeg prøvede på i hvert fald en håndfuld måder at spørge, hvad mine chancer var. Og hun svarede på lige så mange måder, at hun var optimistisk. Jeg fiskede nok efter en eller anden garanti. Men den kom ikke. Og det har jeg fuld respekt for.

Da vi gik derfra smilede vi begge. På en eller anden syret måde var alt ok. Vi følte os i gode, kompetente hænder, og med beskeden i dag, skulle det nok gå.