At sove …

… eller ej.

Håber på det første. Er klog nok af skade til at frygte det sidste.

Klokken er 23.22.

I dagene omkring hver infusion får jeg Prednisolon for at mildne nogle af bivirkningerne. En af de ting, pillerne gør, er at give mig super meget energi. Grænsende til det ubehagelige, hvor jeg ikke kan være i min egen krop af bar uro og rastløshed.

De seneste tre nætter har jeg på grund af denne uro haft svært ved at falde i søvn. Jeg er normalt typen, der bare skal lægge mig på ryggen, lukke øjnene, trække vejret dybt et par gange … Og så er der slukket.

Hvilket Morten godt kan få lidt ondt i røven over, når han ikke selv er nået til drømmeland endnu. ‘Hey, sover du? Sover du? Sover du?’ I kender typen …

Da jeg for nogle måneder siden fortalte sygeplejersken på Onkologisk om min søvnbesvær, stak hun mig hurtigt en lille pose med tre små piller.

Sovepiller. Noget, jeg rent faktisk synes, er totalt junkieagtigt. Jeg ved ikke hvorfor. Så jeg har ikke rørt dem. Indtil i går.

Der fik jeg sgu nok. Jeg havde hjertebanken. Jeg svedte. Mine ben føltes rastløse. Jeg ville bare sove! Så jeg kapitulerede og gik ned i køkkenet for at finde den lille pose frem.

Kyllingen i mig pippede dog stadig så højt, at jeg kunne høre den. Så jeg knækkede en af pillerne over og slugte kun en halv.

Og så skyndte jeg mig op ad trapperne igen, inden jeg fuld af dope ville falde bevidstløst om (forestillede jeg mig).

Noget skete der, for der gik ikke længe, før jeg blev afslappet og kunne falde hen.

I dag tager jeg dog søvnen on the rocks. Klokken er nu 23.40.

Godnat.

P.s. Alt dette er skrevet i sengen fra telefonen. Smart!