Det satans hår!

Det var sgu næsten nemmere at være skaldet. Eller nej, ikke næsten – det VAR nemmere. Det var en stor bid af morgenrutine-ligningen, der var kappet af. Den – ofte meget frustrerende og derved tidskrævende – del, der hos mig ligger fast mellem makeup og ‘vi ses senere’.

På samme måde var det faktisk også lettere at have langt-langt hår. I hvert fald for sådan en som mig, der 9 ud af 10 – nej, 99 ud af 100 – dage blot satte det op i en hurtig knold. Det var faktisk lidt åndssvagt, at jeg havde så langt hår, for det klædte mig faktisk ikke at have det løst. Altså overhovedet ikke. Jeg har et smalt ansigt, og mit hår er ret kraftigt. Så det så helt åndsbollet ud, når håret hang som to tunge gardiner på hver side af kinderne og derved fik mit hoved til at se endnu længere og smallere ud, end det i forvejen var.

Altså det er jo ikke fordi, jeg ikke er taknemmelig over, at håret endelig vokser jævnt på hele issen. Tro mig, det er jeg. På et tidspunkt var jeg overbevist om, at det aldrig ville komme tilbage i samme topform som tidligere. Det var i en lang periode både tyndt og spredt med lidt for løs (venstre)hånd. Det var også derfor, jeg trimmede det helt ned flere gange.

Men nu er det her.

Og fuck, hvor er jeg træt af det. Virkelig.

Jeg ligner en spasser. Jeg kan lige så godt indse det. Og jeg kan virkelig godt forstå, at der er nogen, der fristes til at blive ved med at klippe det ned til det helt korte. Tro mig, jeg har været SÅ tæt på flere gange, når jeg efter adskillige forsøg på at få håret til at ligne andet end en håbløs ‘på vej’-frisure (altså som i på vej fra kort til langt) bare ligner en kikset version af Christine Antorini.

Og nej, der er ikke noget i vejen med Fru Antorini, men jeg er altså ikke +50 år. Eller socialdemokrat for den sags skyld;-)

‘Hvorfor går du ikke bare til frisøren og får en klipning og nogle fif?’ fristes man nok til at spørge.

Jeg tør sgu ikke!

Jeg er virkelig bange for at komme hjem med en keglet frisure. Grundlæggende er der ikke særlig mange korthårsfrisurer, jeg synes er ok og ikke-kiksede. Især ikke når der kommer en smule længde på – som jeg har nu. Klippede korthårsfrisurer kommer SÅ let til at se konede og lidt … provinsielle ud.

Øj, jeg får nok nogen til at løfte øjenbrynene nu, men det er altså sådan, jeg har det🙈😬

Og jeg plæderer jo for, at man er ærlig. Som da jeg forleden spurgte Morten, om mit hår så underligt ud, hvortil ham svarede: ‘Altså når du samtidig tegner dine øjenbryn sådan op, så ligner du faktisk lidt sådan en gammel sprutso nede fra bodegaen’.

Tak, det var lige det look, jeg gik efter. Og endnu værre så var jeg på vej ud for at løbe på det tidspunkt, så på hele løbeturen undgik jeg andre mennesker, fordi jeg var SÅ pinlig over at se sådan ud.

Ejmen er det ikke åndssvagt? Sådan skal man ikke have det med sit udseende. Altså at man flover sig over at bevæge sig ud i offentligheden. Men helt ærligt: sådan har jeg det fandme ofte i øjeblikket.

Det skal der gøres noget ved!

Så kom gerne med forslag til frisører/frisurer/farver eller gode råd til, hvordan jeg bedst ‘overlever’ denne tid fra kort til langt.

Har lige taget nogle shots på min gåtur med Mimi. Altså shots som i billeder og ikke drikke-shots, haha. Totalt upassende gåtur det ellers kunne have været, hva’?