Nåmenaltså … det går jo ellers meget godt:)

Jeg har fået mange medfølende beskeder efter mit sidste indlæg om, at jeg skulle til begravelse. 1000 tak for dem alle <3

Det var en ret hård oplevelse, som jeg er rigtig glad for, at jeg delte med de andre damer fra ‘ungegruppen’. He, jeg synes stadig, det er lidt fedt, at vi kvinder i slut-30’erne/start-40’erne bliver betegnet som unge. Men det er man altså inden for brystkræft-verdenen. Tror, det skiller ved 50 år. Jeg ved i hvert fald, at jeg var en af de meget unge, da jeg var 36.

Det er egentlig vildt. Altså at jeg er 38 år. Tror faktisk, jeg vil sige, jeg stadig er 36. Kan man ikke det? Jeg ved, at hvis man er arbejdsløs, når man går på barsel, så bliver barselsperioden set som en ‘død’ periode, der tæller nul dage. Det samme bør være tilfældet med en sygdomsperiode. Altså at når man er på den anden side, så er man stadig lige så gammel ung, som da man blev syg. Det manglede da bare efter en tid, hvor man ikke har kunnet LEVE, som hvis man ikke var syg.

Det vedtager jeg bare lige nu.

Begravelsen var, som sådan en nu er. Det skriver jeg uden at have de store begravelseserfaringer at trække på. Heldigvis. Men som én sagde efter begravelsen, så “…må vi nok indse, at der bliver flere og flere af dem, jo ældre vi bliver”.

Det var flot og rørende … Og så var det slut. Altså både selve ceremonien, men på en eller anden måde også livet. Og DET er altså syret at tænke på. På den dér helt ubegribelige måde. Var det bare det? Slutter livet så bare? Altså hallo, man kan da ikke bare sætte et endeligt punktum på et liv. Eller jo, den kan man åbenbart, men jeg kan næsten ikke rumme tanken om, at det er virkeligheden.

Jeg kan godt være lidt misundelig på dem, der stadig lever i den lykkelige og lidt naive verden, hvor alle – især de selv – er udødelige.

Når man først er blevet konfronteret med livets skrøbelighed, så er der no way back. Og det er nok tanken om, at jeg selv skal dø en dag, der gør oplevelsen omkring en andens død virkelig frustrerende. For som præsten så rigtigt sagde under begravelsen, så kan døden ikke tage minderne med. Vi var ikke tætte, så jeg har ikke mange minder at tænke tilbage på, og hun er hånden på hjertet ikke en person, der dukker op i min bevidsthed på daglig basis. Men for hendes nærmeste er det helt sikkert anderledes. Hendes søster oplever sikkert stadig, at hun ser noget sjovt, som hun ‘lige må ringe og fortælle’, og hendes børn ligger sikkert stadig og venter på, at mor kommer op og synger dem i søvn.

Jeg kommer lige i tanke om, at jeg havde en ubehagelig følelse af lidt dårlig samvittighed, da jeg trådte ind i kirken. Eller nej, ikke dårlig samvittighed … Men en følelse af, at jeg ikke håbede, hendes nærmeste fik det skidt over at se, at vi andre fra kræftgruppen stadig levede. Altså at vi var de ‘heldige’, mens hun havde trukket det korteste strå. Jeg turde nærmest ikke kigge hendes familie i øjnene, fordi jeg var fyldt op af den her følelse af, at det nok gjorde ondt på dem at se, at vi levede, mens hun var død.

Og det var bare mega dumt, altså. For så var jeg ikke en skid bedre end alle de (mange!) mennesker, der i løbet af min sygdomsperiode helt overlagt kiggede væk, når jeg kom ind i lokalet. Eller helt forfjamskede pludselig kom i tanke om, at de skulle noget. Eller talte alt for hurtigt og højt om vejret eller kongefamilien eller whatever, når de blev tvunget til at veksle ord med mig.

Totalt misforstået medfølelse.

Men som jeg skriver i overskriften: Det går jo ellers meget godt. Altså jeg lever jo, for fanden.

Og når jeg bliver mødt af sådan en seddel på Carolines dør, når jeg går i seng om aftenen, så bliver jeg så taknemmelig over, at jeg stadig er her: