5. kemo …

Okay, jeg har mistet tråden for, hvad jeg ‘skylder’ og ikke skylder ift. info om dit og dat. ‘Mere om det senere’ har jeg snart skrevet en håndfuld (eller to) gange i løbet af de sidste uger.

Beklager. Kemohjerne. Ja, der trak jeg lige kræftkortet igen.

Nå, men i dag er det mandag. I fredags fik jeg kemo. DET kan jeg da huske. Så langt så godt …

Som tidligere nævnt er jeg blevet bevilliget otte besøg på kemokontoret (jeg takker og bukker) med tre ugers mellemrum. Fire gange med følgeskab af EC’en og fire gange med Taxotere. I fredags var jeg nået til besøg 5, og det var derfor første gang med Taxotere.

—-

Ha! Nu er det torsdag. Torsdag! Tal om at have været træt 😀 Jeg lukkede computeren ned i mandags med en rigtig god intention om lige at hvile lidt, inden jeg fortsatte med at skrive på indlægget. Og det gjorde jeg. I tre dage. Men nu er jeg tilbage. Agtigt.

—-

Fredag. Taxotere.

Dagen inden var det Kristi Himmelfart, og derfor holdt både skole og børnehave lukket denne fredag. Så vi kørte alle fem af sted til Roskilde. Sygeplejersken havde i telefonen fortalt, at pga. risikoen for at få en allergisk reaktion på Taxoteren, var det ikke så smart, at pigerne var der de første ti minutter af behandlingen. Heldigvis var vejret godt, så mens jeg blev installeret med slanger og saltvand, gik Morten, Caroline, Carla og Mimi på opdagelse i lokalområdet.

Den allergiske reaktion, nogle oplever, er potentielt farlig, og derfor bliver man observeret af en sygeplejerske, mens risikoen er størst, så de kan gribe ind og stoppe behandlingen, hvis det er nødvendigt. Dem, der kender mig, ved, at når jeg får sådan noget at vide, så kan jeg godt blive en lille bitte, bitte, bitte smule nervøs for, om jeg får den reaktion. Altså kun lidt. 😉

Mig: ‘Puuuuuuha, nu synes jeg altså, jeg kan mærke noget underligt. Kan det være det. Kan det?!’
Sygeplejerske: ‘Hvad mener du med underligt?’
Mig: ‘Jamen sådan lidt … Jeg kan ikke forklare det … Lidt svimmel eller sådan noget … Ååååh nej, er det sådan en reaktion?’
Sygeplejerske: ‘Altså … Risikoen er faktisk overstået nu, så det kan det ikke være’
Mig: ‘Er det rigtigt? Nå … Jamen, så kan jeg faktisk ikke mærke noget alligevel’

Jeg håber, sygeplejerskerne takker mig i tankerne, når de underholder med det til deres julefrokost.

En anden anderledes ting ved Taxoteren er, at man skal sidde med kølehandsker og -futter på under hele behandlingen. Eller nej, også 15 min. før og efter. Bonus!

Og når jeg skriver ‘køle’, så mener jeg det. Handskerne og futterne består af gele, der har været i fryseren og derfor er ca -18 grader. Direkte på hænder og fødder. Halvvejs gennem infusionen tør de heldigvis lidt op. Meeeen så skynder sygeplejerskerne sig at skifte dem ud med nogle nye. Det er selvfølgelig ikke bare for sjov, man skal sidde og få milde forfrysninger i fingre og tæer. Taxoteren kan være hård ved nerverne, og mange får føleforstyrrelser i både fingre og tæer. Og så kan neglene blive grimme og tilmed falde af. Så ved at køle områderne ned, trækker blodkarrene sig sammen, så kemoen ikke når helt derud. Smart! Vi må håbe, det virker.

Ellers var det ‘business as usual’: En Frem-sodavand. En tiltrængt tur på toilettet efter kemo (saltvandet løber lige igennem, så når man har siddet dér i halvanden time, så skal man tisse!). Farvel og tak og vi ses om tre uger.

Da Taxoteren er hårdere ved immunforsvaret end den anden kemo, skal man 24 timer efter infusionen sprøjte sig selv med noget knoglemarvsstimulerende.

Så i posen med kvalme- og smertestillende, opkvikkende, dulmende piller ligger også en lille kanyle. Den er så smart udformet, at man ikke skal gøre andet end stikke og trykke. Væsken ligger klar derinde i den helt rigtige mængde.

‘Det er jo ligetil,’ fristes man til at tænke. Men seriøst … Det. Er. Så. Grænseoverskridende!

Pga. mine dårlige tal inden sidste kemo fik jeg også denne sprøjte sidste gang. Så jeg ved ikke, om jeg allerede har beskrevet det. Men den er i hvert fald fast følgesvend til Taxotere. Så fra nu af skal jeg have den hver gang. Fuck.

Jeg kan under ingen omstændigheder få mig selv til at stikke en nål i mit maveskind, så jeg har sat Morten på opgaven. Og han er frisk. Lidt for frisk, synes jeg faktisk.

Men det skal jo gøres. Ingen vej uden om. Jeg kan ikke lade være med at synes, jeg er lidt skør sådan at være så nervøs for en lille tynd nål på max 1½ cm. Især når man tænker på, at jeg har været bloddonor i mange år uden problemer, og at jeg i øjeblikket jævnligt får taget blodprøver. Men forskellen ligger i, at det ikke er en professionel, der gør det.

Bivirkningerne skriver jeg om senere i dag eller i morgen.

Man kan nærmest fornemme på billederne, at pigerne er begyndt at føle sig hjemme på Kemo Kontoret. Det er kun anden gang, de har været med. Men jeg kan mærke på dem, at det lige så godt kunne være fars arbejde, træningscentret eller et helt tredje sted, de i forvejen kender. Men sygeplejerskerne er også gode til at skabe en afslappet stemning på stuerne. Og så er det bonus, at der er fri adgang til sodavand. Også selv om det er morgen.

Ha, på en af de andre stuer sad en pige, jeg kender fra netværksgruppen for yngre brystkræftramte på Ringsted Sygehus. Vi sad og skrev lidt frem og tilbage, og så sendte jeg nedenstående billede med teksten ‘Tax’en giver nogle mærkelige bivirkninger’

Efter kemo kørte vi direkte i City 2, hvor der var Ramasjang Mysteriet-show. Pigerne fik lov til at hilse på Kristian bagefter. Det syntes især Carla, var SÅÅÅ stort! Det er det, jeg mener, når jeg ind i mellem bruger udtrykket parallelliv om mit liv lige nu. Det ene øjeblik er jeg installeret i en stol på Roskilde Sygehus og får sprøjtet væske ind i årerne, der skal kurere mig for en livstruende sygdom. Det næste øjeblik står jeg sammen med hundreder af andre forældre og synger med på ‘Hveeeem er skurken, vi må finde spor …’.