10 fra telefonen #4

Så kører vi igen!

Jeg har sindssygt mange blogindlæg i hovedet – blandt andet om kombien mor+kræft, om at leve med risikoen for tilbagefald, om hvordan pigerne har det nu … og meget andet.

De kommer! Jeg skal bare lige have ro til at skrive dem. Og ja, jeg ved godt, at det kommer til at lyde som ‘bare lige’-remsen, vi alle kender. ‘Jeg skal bare lige …’ og så bliver det aldrig til noget.

Men det er ikke tilfældet her. Når jeg lover noget, så holder jeg det også. Og indlæggene ligger som kladder allerede. Altså kladder med overskrift og 10-15 stikord – træerne vokser ikke ind i himlen. Men de er der. De er på vej. Og indtil da fylder jeg op med lidt om dit og dat.

Som dette hyggeindlæg:) Jeg er alt for dårlig til at kigge på mine billeder, så hver eneste gang, jeg har lavet de her ’10 fra …’-indlæg bliver jeg helt nostalgisk – hvis man kan sige det om situationer, der er foregået for mindre end to uger siden.

Jeg synes, det er SÅ hyggeligt, når der er sådan noget salg af kage osv. på skolen. I 0. klasse fik Caroline ikke lov til at få penge med til at købe noget. Men nu er vi (jeg) blødt lidt op, så nu får hun ind i mellem en femmer med. Og strenge ordrer om ikke at købe kage (hver gang).

Endnu et af de dér billeder, Morten sender næsten hver dag, så jeg kan følge lidt med her fra kontoret. Carla ser ud, som om hun nyder kælketuren lidt mere end Mimi 😀 Og det er endnu et eksempel på, hvor dejligt det er at bo 300 meter fra børnehaven/vuggestuen. At kunne hente på gåben er virkelig en luksus.

Jeg havde rullekrave på en dag i sidste uge. Og da jeg kiggede mig i spejlet på et tidspunkt i løbet af dagen, syntes jeg, at jeg lignede en tissemand. Jeg tog et billede og lagde det op på instagram. Man skulle nok have været der.

Morten skulle købe en pose chips til mig. Da jeg ikke kunne huske, hvad de hed, måtte jeg google ‘kims firkantede chips’. Og det virkede! Altså ud over at de første 1000000 hits var på Snack Chips – som også er gode! Meeeen de her kan lige noget mere …

Det her billede tog jeg af mig selv fredag eftermiddag lige inden fyraften. Jeg var SÅ smadret – og ved at blive SÅ forkølet. Jeg endte med at bruge lørdag og søndag på at være syg. Og kunne så møde frisk op på arbejde mandag morgen. God medarbejder, ikk? Og ja, der har jeg rullekraven på igen …

Caroline ville gerne have en maddag. Altså hvor hun planlagde menuen og lavede maden. Derfor havde jeg lånt en bog fuld af madopskrifter til børn. Valget faldt på fyldte bagekartofler. Og hun lavede faktisk det hele selv. Læste opskriften igennem, skar kartofler, peberfrugter osv. ud – og som billedet antyder, huskede hun endda salt og peber. Hun mente dog ikke, oprydningen var en del af madtjansen, så den del af det skal der lige arbejdes på 😉

Når jeg falder over en spændende opskrift, tager jeg ofte et billede af den. Jeg er generelt en sucker for opskrifter, der blive beskrevet som ‘verdens bedste’. Man skulle tro, jeg havde lært noget af at arbejde med reklamer og kommunikation i mange år … Jeg må indse, jeg er en af de der letpåvirkelige forbrugere.

Vi var til et eller andet, hvor jeg på et tidspunkt ville rette mit hår. Da spejlet ikke var særlig godt, brugte jeg min telefon. Og holdt på den på sådan en måde, at jeg kom til at tage en million selfies undervejs 😀

D. 1. februar var det et år siden, jeg fik diagnosen. Da jeg kom hjem fra arbejde, stod denne flotte buket på bordet <3

Caroline går til badminton en gang om ugen. Det er ikke fordi, hun er specielt vild med det. Og hun er ikke noget talent. Men vi går efter OL alligevel.
Reelt set burde vi melde hende til dans eller musik i stedet. For hun ender altid med at stå og synge eller danse til musikken i stedet for at kigge efter fjerbolden. Hun ELSKER musik. Der er bare et eller andet i mig, der gerne vil have, at hun går til noget sport-sport. Og ja, dans er også en slags sport. Men …