10 fra telefonen #5 (tror jeg nok)

Hevet direkte fra iphonen og kastet ind her i random rækkefølge.

Først: En tallerkenfuld mad fra en fødselsdag for en gammel, gammel ven. Og her mener jeg gammel som i ‘har kendt i mange år’ 😉 En super hyggelig aften – rent faktisk første gang i lang tid, jeg var ude til efter 24. Selv om jeg ikke drikker, så var jeg sindssygt smadret dagen efter. Sgu ikke lige som gamle dage, hvor man nærmest kunne tage direkte fra byen og på 12-timers vagt i DSB-kiosken 😉

Min søster var med til ovenstående fødselsdag. Ja, hun er højere end mig. Men hun havde altså stilletter på, og der er derfor, det ser ud, som om hun må bøje sig for at komme ned i min højde. Siger det bare.

Dagen efter var vi til sommerfest i Carolines klasse. Stille og rolig diskret arrangement med hoppeborg, popcornmaskine og diskolys. Sådan var arrangementerne sgu ikke, da jeg gik i skole. Der blev det højst til en tør frikadelle fra sammenskudsbordet. Jeg er kontaktforælder i klassen, så jeg havde været med til at arrangere festen – kan dog ikke tage æren for andet end at skrive invitationen. Hver vores styrker, ikk’?

Det her billede aner jeg virkelig ikke, hvor er fra. Slet ikke. Måske fra en tur til Egeskov for nogle weekender siden? Tjekker lige telefonen – er det ikke noget med, at der er lokalitetsoplysninger på billederne? … Jo, Kværndrup, står der. Så er det fra en dagsudflugt til Egeskov, der faktisk også var arbejde.

Vi sad i svømmehallen og ventede på Caroline, da Carla pludselig siger (højt og meget skingert): ‘Se, mor! Jeg har lavet en dame, der har fået kemo!’ Folk må tænke ‘WTF?!’ når de hører det. Man kan jo ikke se på mig, at der er en ganske god grund til, at pigerne alt for godt kender til kræft og kemo.

Der var totalt kemo-dejavu, da jeg for nyligt fik en infusion med Aclasta. Jeg har jo fået knogleskørhed (måske, måske ikke på grund af kræftbehandlingen), og efter en grundig udredning på Holbæk Sygehus (hvor de vist nok er ret gode til det dér osteoporose) er jeg kommet i en behandling, hvor jeg skal have en infusion om året. Jeg fik seriøst samme smag i munden, som da jeg sad på Kemokontoret. Det er vist saltvandet, der giver den mærkelige fornemmelse og smag.

Og lige som på Kemokontoret var jeg sådan cirka halvt så gammel som den næstyngste i lokalet. Og måske den eneste, der ikke kom ind ved hjælp af rollator eller andre hjælpemidler på hjul.

Og så til noget helt andet;)

Forleden var jeg til rundvisning på Roskilde Festivalen. Nu kan jeg da sige, jeg har været der. Jeg bliver nok aldrig festivalgænger. Det blev slået en lille smule mere på plads, da vi inden for de første 10 minutter så cirka 100 dillere og folk, der brækkede sig i buskene. Ej, seriøst, det ville aldrig gå med mig. Jeg gad godt, at det kunne, men nej … Jeg kan ikke se det for mig.

Jeg bliver mere og mere cyrly, som håret vokser. Som her, hvor det regnede udenfor. Jeg glæder mig faktisk lidt til at se, hvordan det udvikler sig, som håret vokser. Jeg har i øvrigt ikke fundet ud af, hvad jeg gør med farve endnu … Nogle forslag?

Har været alene med pigerne i weekenden. Det betyder hygge. Så der blev snurret nogle kanelhalløjsaer. Som faktisk var uden kanel, fordi vi ikke havde noget. Så remoncen er lavet af brun farin og smør. Det kan jeg faktisk også bedre lide end kanel/sukker/smør-varianten.

Fy-fan de er gode! Altså virkelig.

Carla glæder sig SÅ meget til at starte i skole. Virkelig. For nyligt var hun med SFO’en derovre en hel dag for at snuse til skolelivet. Hun kom hjem og var helt skuffet over, at de ikke skulle lære noget. Hahaha. Håber, det lever op til forventningerne efter sommerferien. Jeg frygter lidt, at hun kommer til at kede sig i starten, for hun kan faktisk allerede læse. Hun har simpelthen lært sig selv det her hen over de seneste måneder. Det er lidt vildt. Men det gør også, at jeg har tænkt lidt mere over det her med skole …

For hun har jo tydeligvis nogle evner – og de skal jo udvikles. Men samtidig er skolerne så pressede, at der ikke er tid til at udfordre både de svage og stærke elever. Det er min fornemmelse, at det er de bogligt stærke, der bliver taberne. Altså fordi kræfterne (selvfølgelig) bliver brugt på at hjælpe dem, der ikke har så let ved det. Nå, vi må se. Jeg har kun været tilfreds med skolen indtil videre. Og vi må jo også selv tage ansvar for at udfordre hende herhjemme.

Det er fandme ellers lækkert, når man kan tørre den af på skolen 🙂