At aflevere Mimi, selv om jeg er hjemme

… Det bliver jeg sgu aldrig god til.

Altså jeg gør det jo; afleverer Mimi i børnehaven, selv om jeg skal være hjemme i huset 300 meter derfra. Men det er altid med sådan en følelse af, at jeg gør noget forbudt. Især når jeg trasker ind på Drage-stuen iført løbetøj, og det derfor er tydeligt for enhver, at jeg ikke skal direkte til kundemøde eller lignende.

Og det er derfor, jeg tit fanger mig selv i at sige noget a’la ‘hejhej, Mimi, nu løber jeg en tur og bagefter skal jeg arbejde’, når jeg kysser Mimi forvel.

Skørt, ikk’? Altså det kan jo dybest set være ligemeget, om jeg så skulle hjem og se Netflix i 6 timer.

Det skal jeg så dog ikke. Oftest er det jo ikke løgn, at jeg skal hjem og arbejde – eller at jeg skal op til en kunde senere på dagen.

Det er en af ulemperne ved at arbejde hjemmefra. Altså at det ikke rigtig føles som arbejde og heller ikke ser ud som arbejde. Men på trods af det så ER det jo mit arbejde. Det er mit levebrød.

Ovenstående er foranlediget af, at jeg i dag afleverede i løbetøj, løb ned på biblioteket (hvor jeg kan komme gratis på Infomedia – en artikeldatabase, der koster kassen at få adgang til) og lavede noget research samt downloadede en bunke artikler, der skal sendes til en kunde. Derefter løb jeg forbi bageren.

Mens jeg stod i kø – og overvejede, om det ville være for meget at smide en romkugle oven i bestillingen – kom jeg til at smile lidt af, at hvis man så mig udefra, ville man aldrig gætte, at jeg faktisk var delvist på arbejde.

Om lidt når jeg henter hende, har jeg jo stadig løbetøj på (ja, sådan en doven type, der ikke gider gå i bad før i aften, er jeg), og så vil det se endnu mere fridagsagtigt ud. På trods af at jeg på ingen måde føler, at jeg har haft fri-fri. Det er eddermame længe siden, at jeg har brugt mit HBO- eller Netflix-abonnement.

Oh well. Jeg skal vist bare nyde det. Nyde, at Mimi kan transporteres i børnehave på løbecykel, selv om det tager på den langsomme side af en halv time for hende at trille derover.