Hokus Pokus, sundhed i fokus

Der er forskellige måder at håndtere en krisesituation, som alvorlig sygdom jo er. Lige fra at gå helt i sort og gemme sig bag lukkede døre, vinduer og øjne til at forsøge at ignorere alvoren med utallige aktiviteter, som vil man løbe så stærkt, at kræften ikke kan fange en.

Man ved det ikke, før man står i det. Og på en syret måde er det ret fascinerende at finde ud af. Jeg har altid været så’n lidt ‘ingen panik, det går nok’-agtig. Blandt andet når det kom til eksamener under studiet, hvor jeg aldrig forstod, hvorfor mange nåede at gå helt i selvsving og tænke de værste katastrofetanker … for derefter at gå ind og indkassere et 11-tal (ja, SÅ længe siden er det, jeg har studeret).

Selvfølgelig har jeg oplevet øjeblikke, hvor jeg er blevet angrebet af panik (som tidligere, hvor jeg igen-igen-IGEN læste om en eller anden, der var død af kræft), men jeg lader aldrig tankerne rodfæste sig. Jeg tvinger dem væk. For jeg tør ikke forestille mig, hvor meget skade de kan gøre, hvis jeg lader dem flytte permanent ind på en lejekontrakt uden udløb.

En måde at bevare forstanden er for mig at tage styringen. Derfor har jeg været totalt proaktiv de seneste uger. Altså omkring mit helbred. Når det kommer til rengøring og andre kedelige sysler, er jeg lige så inaktiv, som jeg plejer. Hvilket er meget.

Jeg føler på en måde, at jeg er i kapløb med tiden. De sunde vaner skal indføres i dag og ikke i morgen. De friske dage mellem kemo skal udnyttes til fulde og være med til at styrke min krop, så den er topklar til næste giftindsprøjtning på kemokontoret.

Diagnosen var derfor ikke mange dage gammel, før jeg kørte i Elgiganten og købte en slowjuicer. Normalt ville jeg bruge mange, mange timer på at researche mig frem til, hvilken model det skulle være. Men tik-tak … Så jeg skyndte mig at købe en, der var blevet kåret som testvinder et eller andet sted. Og der gik heller ikke mange minutter, før den blev indviet derhjemme. Tjek, så kunne den vinges af.

Forleden kørte jeg i en helsebiks. ‘Jeg får kemo, hvilke kosttilskud skal jeg tage?’ spurgte jeg damen bag disken. Hun stillede fire glas foran mig og sagde en masse om immunforsvar, kvalme og bla-bla-bla … ‘Ja, fint, dem tager jeg,’ afbrød jeg hende og satte dankortet i maskinen. Jeg ved ikke, om hun følte, at hun var lidt for heldig med sådan en drømmekunde, der bare sagde ja tak til alt, hun foreslog, for da hun havde bippet pilleglassene, sagde hun ‘… og så får du lige noget rabat af mig.’ Jo tak.

Så nu starter jeg hver morgen med en håndfuld piller og kapsler. Ingefær, gurkemeje, vitaminpille og fiskeolie. Og så lige skylle efter med en ingefærshot, som jeg har kogt i forgårs.

Ja, det er mig, som indtil for meget nyligt nærmest aldrig har taget en vitaminpille, fordi det var noget unødvendigt pjat. Og som altid har reageret med et ‘ja, ja, hvis du selv tror på den … *rulle med øjnene*,’ når folk har talt om alternativ behandling og naturlægemidler.

Men tro kan eftersigende flytte bjerge. Nu må vi se, om den også kan flytte kræft ud af bryster.