Jeg er sgu ikke helt tilfreds med brysterne …

Okay, det kommer nok til at lyde totalt skizofrent oven på tidligere skriverier omkring de nye forlygter. Og jeg er heller ikke helt sikker på, hvad jeg egentlig mener.

Sagen er, at mine bryster er ret uens. Det ene sidder lidt højere oppe end det andet (eller omvendt ;)), og der er lidt forskel på formen. Jeg har hele tiden slået det hen med ‘de skal jo lige falde ned/til’, hvilket kirurgerne også flere gange har fortalt.

Men nu er det snart et år siden, jeg fik indopereret implantaterne, og jeg er stadig lidt ‘hmmm’ omkring dem. Også fordi kirurgen har valgt at regulere for ‘højdeforskellen’ ved at placere de nye brystvorter forskellige steder på hvert bryst. Altså så brystvorterne sidder i vater ud for hinanden, men derfor er højere oppe på det ene bryst. Giver det mening? Og det ser altså lidt mærkeligt ud, synes jeg. Også fordi kirurgen af uvisse årsager har sat begge brystvorter unormalt langt nede.

Måske har hun tænkt, at sådan en som mig med tre børn skal have bryster, der sidder længere nede end en 18-årig. Men altså når nu man har muligheden for at simulere ungdommelig ‘perk’, hvorfor så ikke gøre det? 😉

Alt det her har jeg ruget lidt over, og derfor bed jeg om en konsultation ved plastikkirurgerne på Roskilde Sygehus. ‘Min’ kirurg har siden mine operationer valgt at skifte job, så jeg var inde og tale med en ‘fremmed’ kirurg.

Hun kiggede hurtigt på brysterne og sagde, at der efter hendes overbevisning ikke var noget at gøre. At en reoperation ikke ville gøre det bedre, og at jeg risikerede, at resultatet faktisk blev mere asymmetrisk. Og så sagde hun noget, jeg har tænkt over efterfølgende:

“Jamen, når jeg kigger på billederne af dine gamle bryster, så skal du vist ikke klage. Ha ha ha …”

Øhm, okay … Så fordi mine ‘gamle’ bryster bar præg af, at jeg har båret, født og ammet tre børn, så må jeg ikke have forventninger til resultatet af de kunstige bryster, som en kræftsygdom har tvunget mig til at få? Jeg må ikke ønske at blive tilfreds med det, der kommer ud af et halvt års kemohelvede, en syv timer lang operation med efterfølgende ugelang indlæggelse, dræn og smerter?

Jeg har mest af alt lyst til at gå til en privat kirurg for at få en second opinion. Men samtidig kan jeg slet ikke forstå, at det offentlige vælger at lave sådan en halvfærdig afslutning på et resultat. Altså så ville jeg næsten hellere have fået at vide, at jeg fik fjernet brystvævet, og derefter stod for selv at finansiere et par nye bryster. For sådan en semi-løsning, som jeg har fået nu, er der jo ingen, der er glade for. Jeg nægter at tro på, at det er noget, der ikke kan rettes op (altså jeg har da set, hvad de kan udrette i ‘Mit plastikmareridt’), og det kan da umuligt være et resultat, de er fagligt stolte over.

Ej, nu får jeg det til at lyde, som om det ser ud ad helvede til. Det gør det ikke. Ikke med tøj på i hvert fald. Og ja, jeg er da sindssygt glad for, at jeg kan gå uden bh, og at de for evigt vil sidde, hvor de er placeret.

Men er det virkelig for meget forlangt at ønske et resultat, jeg også er glad for uden tøj på?